AGF-stjerne solgt til Sparta Prag

Klubberne er enige om en overgangssum på 5,2 millioner kroner for den stærke venstreback

Casper Højer har blikket rettet mod Prag. Foto: Jens Dresling
Casper Højer har blikket rettet mod Prag. Foto: Jens Dresling

De sidste detaljer mangler, men ellers er handelen på plads.

AGF sælger profilen Casper Højer til Sparta Prag for et beløb, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger ligger på 700.00 euro eller lige over fem millioner kroner.

Casper Højer har kontraktudløb i Aarhus til nytår, men tiltræder i den tjekkiske hovedstad i sommerpausen.

Endnu er der ikke aftalt kontraktlængde, og den 26-årige forsvarsspiller, der søndag eftermiddag spillede hele kampen i Randers, har selvsagt heller ikke gennemgået noget lægetjek endnu.

Der har været masser af udenlandsk interesse for Casper Højer, men først det tjekkiske bud faldt nåde for AGF-ledelsens øjne.

Casper Højer fejrer en scoring i Superligaen. Nu har han også scoret en udenlandsk kontrakt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Casper Højer fejrer en scoring i Superligaen. Nu har han også scoret en udenlandsk kontrakt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I Prag kan Casper Højer hilse på sin landsmand, den tidligere Sønderjyske-spiller Alexander Bah, der spiller hos rivalerne fra Slavia Prag, der som tophold ligger to pladser højere i ligaen end Sparta.

De mangedobbelte tjekkiske mestre fra Sparta har fostret storspillere som Pavel Nedved, Petr Cech, Tomas Rosicky, Jan Koller og Karel Poborsky.

Casper Højer kom til AGF i 2018 fra Lyngby og har ligeledes repræsenteret Brønshøj og FCK som ungdomsspiller.

Han er søn af FCK's frisparkslegende, Lars Højer.

Stort interview med Casper Højer, hvor han blandt andet fortæller om sin fars skygge og hvad det vil betyde for ham at spille i udlandet.