Afsløring: Guld-Glen førte hemmelige samtaler med AGF

Glen Riddersholm havde hemmelige samtaler med AGF-direktør Jacob Nielsen før og efter sin opsigelse i FCM og spøger i kulissen. Hør meget mere her

Det var en af de allerstørste bomber i flere år i dansk fodbold, der sprang 25. juni, da de danske mestre sendte en meddelelse ud om cheftrænerens opsigelse.

Glen Riddersholm havde efter sin sommerferie bedt om et møde med FCM’s sportsdirektør Claus Steinlein, som forbløffet modtog sin træners opsigelse.

I første omgang var opsigelsen med seks måneders varsel, men FC Midtjylland valgte at trække en streg i sandet og stoppede samarbejdet med det samme.

Se også: AGFs møgstime fortsætter

Spekulationerne om Riddersholms pludselig stop har siden været mange, og den succesfulde træner har ikke selv bidraget til at få hele puslespillet til at gå op.

Begrundelsen fra Riddersholm har primært gået på en række kompromisser i hverdagen, som han ikke længere kunne stå inde for.

Der er ingen tvivl om, at forholdet mellem Riddersholm og Claus Steinlein i en række år har været anstrengt, men man formåede trods alt at sende FCM til tops som danske mestre i sidste sæson.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at Riddersholm var i dialog med AGF-direktør Jacob Nielsen både før og efter sin opsigelse.

Se også: Afgørelse i Hobro-sag: Her er den endelige dom

Igennem den seneste tid har Ekstra Bladet været i kontakt med en kilde, der har indgående kendskab til dialogen mellem parterne.

Ekstra Bladet har set screendumps af dokumentation, der ikke efterlader tvivl om, at Jacob Nielsen og Glen Riddersholm har været i dialog om AGF-projektet på den lange bane.

Bemærkelsesværdigt er det, at Glen Riddersholm talte med AGF-direktør Jacob Nielsen i ugen op til sin opsigelse.

Fredag den 26. juni, hvor Glen Riddersholm blandt andet var ude i Ikast og tage afsked med spillertruppen, havde træneren desuden en snak med AGF-direktøren.

TV: Se de to FCN-scoringer der gjorde AGF-krisen større

Af hensyn til kildens nuværende ansættelsesforhold ønsker Ekstra Bladets centrale kilde at forblive anonym.

Men det er på baggrund af en række informationer i stærk detaljegrad, at Ekstra Bladet kan afsløre dialogen med AGF’s stærke direktør Jacob Nielsen, der er kendt for sine visioner og handlekraft.

Der er intet ureglementeret i, at klubber afsøger mulige emner både på træner- og spillerfronten, men timingen i dialogen er her nævneværdig.

Se også: Guld-Glen driller FCK: Hvor er vinderkulturen?

Ekstra Bladet har desuden været i kontakt med andre væsentlige kilder med indgående kendskab til AGF, der peger på, at Glen Riddersholm vil være et træfsikkert og solidt valg til cheftrænerjobbet, hvis samarbejdet med den nuværende træner Morten Wieghorst ophører inden kontraktudløb i 2017.

Glen Riddersholm har efter opsigelsen i FCM haft muligheden for at blive både U21 landstræner og Esbjerg-træner, men det blev et nej tak til DBU, og hidtil har Esbjergs tilbud heller ikke fristet.

Se også: Esbjerg har Riddersholm på radaren

Selve AGF-projektet kunne i hvert fald passe godt til Glen Riddersholm, der i den grad har været dygtig til at opbygge en vinderkultur i FC Midtjylland, og sagtens kan drage paralleller til dengang i 2011, hvor han selv overtog cheftrænersædet i FCM.

Da Ekstra Bladet forholder Glen Riddersholm til vores oplysninger ønsker han kun at blive citeret for følgende;

- Jeg har ingen kommentarer til de spekulationer, du fremfører.

AGF-direktør Jacob Nielsen var også yderst sparsom med kommentarerne, da Ekstra Bladet konfronterede ham med vores oplysninger.

- Jacob Nielsen, ifølge vores oplysninger har du talt med Glen Riddersholm før og efter hans opsigelse i FCM. Har du drøftet AGF-jobbet med ham?

- Normalt kommenterer jeg ikke rygter og spekulationer, men lige her vil jeg gerne gøre en undtagelse.

- Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg har haft drøftelser med Glen Riddersholm om et job i AGF.

Ekstra Bladet ville gerne have stillet Jacob Nielsen yderligere spørgsmål om ledelsens forhold til Morten Wieghorst, men AGF's direktør ønskede ikke at kommentere noget derudover.

TV: Se Glen Riddersholm forklare sit stop i FC Midtjylland herunder

 

I en ung alder har Riddersholm prøvet og oplevet mere end de fleste trænere. Få overblikket over hans karriere her.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

52 kommentarer
Vis kommentarer