AGF-fans og seere af Canal 9's glimrende dokumentar om De Hviie, 'AGF - Mellem håb og håbløshed' kom i afsnit to helt ind bag klubbens facade på transfervinduets sidste dag.
I dokumentaren afsløres det, at sportschef Peter 'PC' Christiansen og cheftræner David Nielsen mod vinduets afslutning bliver tilbudt 'et stortalent fra en europæisk topklub', som det beskrives.
Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at der var tale om den navnkundige angriber Timothy Weah fra Paris Saint-Germain.
Timothy Weah er søn af Liberias præsident, George Weah, der havde en forrygende karriere som aktiv fodboldspiller for blandt andre Paris Saint-Germain og AC Milan. George Weah vandt Ballon D'or i 1995.
18-årige Timothy Weah betegnes som et kæmpe talent i PSG, hvor han hovedsageligt gør sig på reserveholdet. Den unge amerikanske statsborger har dog fået to kampe for storklubbens førstehold denne sæson og scorede mod Caen i 1. spillerunde.
Artiklen fortsætter under billedet.
Så der er ikke noget at sige til, at David Nielsen var ved at tabe både næse og mund, da han fandt ud af, at Weah kunne være på vej til Aarhus.
- Hvad snakker du om? Kan vi få ham på lån. Det er jo en joke, hvis vi kan få det. Det er helt fuldstændig ude af proportioner, hvis vi kan få det der, siger David Nielsen til Peter Christiansen i programmet, mens de to sidder og ser video af spilleren.
- Det giver vi fandeme et skud, konkluderer Peter Christiansen.
Transferkabalen endte som bekendt med at gå anderledes op i AGF, der solgte Kasper Junker til AC Horsens og hentede den 20-årige belgier Ryan Mmaee ind som erstatning.
Timothy Weah besluttede sig i sidste ende for at blive i den franske hovedstadsklub. Han har i alt spillet fem førsteholdskampe i PSG og syv landskampe for USA.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Peter 'PC' Christiansen angående forsøget på at hente Timothy Weah i august, men AGF's sportschef har ingen kommentar til sagen.
Superliga-profil taler ud: - Min kæreste kunne tydeligt mærke, der var noget galt
Superligaen indefra: AGF-scoop tager kæmpe løndyk
Mobberi, kritik, gaver og en slagtet topscorer: Kom med bag David Nielsens første år i AGF