Agent angriber Silkeborg i sag om AGF-skifte

Kampen for at flytte Daniel A. Pedersen til AGF er øjeblikkeligt blevet optrappet

Daniel A. Pedersen er centrum i en transferstrid mellem AGF og Silkeborg (Polfoto)
Daniel A. Pedersen er centrum i en transferstrid mellem AGF og Silkeborg (Polfoto)

Samtidig med at frosten indhyller landet, så bliver tonen omkring Siilkeborg-spilleren Daniel A. Pedersen stadig koldere i forbindelse med hans forestående sommer-skifte til AGF.

Spillerens agent skruer bissen på over for Silkeborg i forsøget på at presse overgangen igennem allerede nu, selv om Superligaens bundprop i første omgang har afvist AGF's tilbud.

- Det er mig uforståeligt, at Silkeborg i den her situation har afvist det tilbud fra AGF, som jeg hører har været ganske rimeligt.

- Daniel ønsker at komme videre nu, og Silkeborg får ingen overgangssum ved at holde ham til kontraktudløb. Det er vist almindeligt godt købmandskab for en fodboldklub med så stort fokus på bundlinjen at spare lønnen, score transfersummen og komme videre, siger spilleragenten Michael Bolvig.

- Daniel har siden offentliggørelsen af skiftet oplevet markante reaktioner fra Silkeborgs fans på både sociale medier og debatfora. Han er vist ikke længere i tvivl om, hvordan Judas staves. Jeg ser ikke noget formål med at Silkeborg holder på Daniel, når hverken tilhængerne eller spilleren selv ønsker det, siger agenten.

Se også: Silkeborg siger farvel til ungdomslandsholdsspiller

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, forlanger Silkeborg en halv mio. kr. for at slippe spilleren øjeblikkeligt og klubben har afvist indtil flere tilbud fra AGF, hvor det sidste lød på 100.000 kr. for en øjeblikkelig overgang.

- AGF har tilbudt noget, som jeg betragter som et symbolsk beløb. Vi forlanger et lidt større beløb, men stadig i symbolsk størrelse. Og umiddelbart ligger de to tal ikke langt fra hinanden, men i procenter er gabet stort, fortæller Silkeborg-direktør Kent Madsen til Ekstra Bladet.

- Det er så op til AGF at vurdere, hvilken værdi det har for dem, at Daniel A. Pedersen skifter øjeblikkeligt, konstaterer han og afslører, at der lige nu ingen kontakt er i sagen.

Se også: AGF henter midtbanespiller i Silkeborg

- Vi har sagt til AGF, at skal det her blive til noget, så forlanger vi også, at de kommer til os på et tidspunkt, hvor vi får mulighed for selv at agere på transfermarkedet, siger Kent Madsen, der ikke hæfter sig synderligt ved Silkeborg-tilhængernes vrede over Judas-skiftet til lokalrivalerne fra Aarhus.

- Jeg har godt bemærket, at der er fans, der skælder ud på Daniel. Det sker, når man skifter i det her nabo-territorium, hvor der er fem-seks klubber om buddet. Men vi går i Silkeborg ud fra, at når en spiller har en kontrakt og har Michael Bolvig som agent, så opfylder man den aftale uanset hvad, kommer det syrligt fra Silkeborg-bossen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere