AGF-efterforskning ramt af problemer

Østjyllands Politi undersøger stadig AGF's tilskuerrekord fra oktober, men kan nu ikke komme videre på grund af coronavirus

AGF satte tilskuerrekord, men brød samtidig kapaciteten på Ceres Park mod Silkeborg i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF satte tilskuerrekord, men brød samtidig kapaciteten på Ceres Park mod Silkeborg i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

22.175.

Så mange mennesker var på plads på Ceres Park i Aarhus til Superliga-kampen mellem AGF og Silkeborg 20. oktober, hvor hjemmeholdet bød på gratis fodbold.

Det var ny tilskuerrekord, men Aarhus' største fodboldstadion har kun kapacitet på 19.433, og derfor har først brandmyndighederne og siden Østjyllands Politi efterforsket sagen for at vurdere, om tilskuerrekorden får konsekvenser.

Men de kan godt væbne sig med tålmodighed i AGF, for en afgørelse er ikke på trapperne, oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Sagen er fortsat under efterforskning. Vi mangler nogle afhøringer, som vi pt., på grund af corona-situationen, ikke har mulighed for at gennemføre, oplyser kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Janni Lundager i en mail.

Politiet kan derfor heller ikke give en tidshorisont på, hvornår sagen forventes at være efterforsket.

Ekstra Bladet har forsøgt at få svar på, hvorfor det snart har taget seks måneder at foretage de nødvendige afhøringer, men Østjyllands Politi oplyser, at man ikke kan gå ind i den nærmere efterforskning, som det formuleres.

Artiklen fortsætter under billedet..

Der var kamp om pladserne på Ceres Park i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der var kamp om pladserne på Ceres Park i oktober. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet har været i kontakt med AGF's kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, men han oplyser, at AGF ikke har nogen kommentarer til sagen.

Klubbens administrerende direktør, Jacob Nielsen, afviste efter kampen, at klubben havde gjort noget forkert.

- Ceres Park er godkendt til op til 50.000 personer til events. Så det er ikke det sikkerhedsmæssige, der har været problemet, lød det.

Og Ceres Park er ganske rigtigt godkendt til 50.000 mennesker. Men det er til koncerter og lignende, hvor folk har mulighed for at stå på selve banen.

Det gjorde de ikke i 3-4-nederlaget til Silkeborg, men højst usædvanligt fungerede den udskældte løbebane som ståtribune.

- Vi udvidede tilskuerkapaciteten, og endelig kan man sige, at vi fik glæde af løbebanerne til en fodboldkamp. Der stod mange på dem og på bastionerne, lød det fra Jacob Nielsen.

Risikerer efterspil: Myndigheder undersøger AGF's tilskuerrekord

Superliga-klubbernes værste mareridt

Så hårdt ramt er din klub: Dystre udsigter i Parken