AGF har plan for 9000 tilskuere

AGF vil inddele Ceres Park i 18 sektioner à 500 tilskuere. Fansene skal ankomme i forskellige tidsintervaller

AGF ligger nummer tre i Superligaen, og på søndag kan østjyderne tage endnu et skridt mod bronzemedaljer, hvis det lykkes aarhusianerne at få succes på Brøndby Stadion. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF ligger nummer tre i Superligaen, og på søndag kan østjyderne tage endnu et skridt mod bronzemedaljer, hvis det lykkes aarhusianerne at få succes på Brøndby Stadion. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF har planen klar, hvis der fra politisk side gives grønt lys til en forsøgsordning, der tillader mere end 500 tilskuere til superligakampe.

Den aarhusianske superligaklub har regnet ud, at den vil kunne lave 18 sektioner med plads til 500 tilskuere, hvilket vil give plads til i alt 9000 tilskuere til en superligakamp på Ceres Park.

Det siger AGF-direktør Jacob Nielsen til Jyllands-Posten. Han påpeger også, at fansene vil blive bedt om at ankomme på forskellige tidspunkter.

- Vi står med optællinger om, at vi kan efterleve de interne protokoller, som gør, at vi vil kunne have op til 9000 på Ceres Park under forsvarlige forhold.

- Vi har tidligere lavet aftaler med vores naboer, blandt andet væddeløbsbanen, og det vil kunne betyde et bedre publikumsflow. Det handler om at dele folk op, så de kommer i forskellige tidsintervaller, siger AGF-direktøren til Jyllands-Posten.

Tidligere har FC København forklaret, hvordan hovedstadsklubben vil kunne lave 21 afsnit i Parken med plads til 500 tilskuere i hvert afsnit.

Flere superligaklubber har givet udtryk for, at det vil være meningsløst og en underskudsforretning at åbne for tilskuere, hvis der kun må være 500 af dem til en superligakamp.

TV2 er kommet i besiddelse af et brev fra statsminister Mette Frederiksen (S) til de øvrige partiledere, og i brevet lægger statsministeren op til en forsøgsordning, hvor der kan tillades mere end 500 tilskuere til superligakampe.

Ifølge Ekstra Bladet har Divisionsforeningen i weekenden fremsendt en omfattende tilskuerprotokol på 20 sider til Kulturministeriet. Heri beskrives det, hvordan klubberne på forsvarlig vis vil kunne lukke flere tilskuere ind til kampene.

Der blev senest spillet en superligakamp med tilskuere 2. marts. Her overværede 8103 tilskuere opgøret mellem FC Midtjylland og Sønderjyske.

Divisionsforeningen har tidligere givet udtryk for, at det er dens ambition at sikre, at klubberne fra starten af næste sæson kan benytte sig af stadionernes fulde kapaciteter. Næste sæson begynder i slutningen af august eller starten af september.

Se også: Guldkampen kan afgøres på halvanden uge

Se også: FCM stoppede storklubs frieri til Priske

Se også: Gentager storoffensiv: Detaljeret protokol skal sikre tilskuere

 

49 kommentarer
Vis kommentarer