AGF i Europa efter straffesparkskonkurrence mod AaB

AGF er klar til Europa efter en sejr i straffesparkskonkurrence, hvor Kamil Grabara blev helten og snuppede tre spark

AGF i Europa efter straffesparkskonkurrence mod AaB

Highlights: AGF sled sig med i Europa efter straffesparkskonkurrence, VAR-drama og fire mål

AGF er klar til Europa efter det ultimative drama, da billetten først blev sikret i straffesparkskonkurrence.

Her blev Kamil Grabara den store helt, da han pillede hele tre spark fra AaB, og så vandt AGF straffesparkskonkurrencen 3-1 efter 2-2 i ordinær og forlænget.

Miraklet blev ikke mindre af, at AGF kom tilbage fra de døde med et minut tilbage af den forlængede spilletid, hvor AaB ellers havde kurs mod sejr.

Men Jon Thorsteinsson udnyttede et straffespark under max pres. Ganske enkelt imponerende!

Artiklen fortsætter under billederne af skuffede AaB'ere efter straffenederlag. Fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

 

Hjemmeholdet åbnede i et markant højere tempo end gæsterne fra nord, og efter syv minutter tog den tidligere AaB’er Patrick Olsen en imponerende solotur og fandt Alexander Ammitzbøll helt fri i det lille felt.

Patrick Mortensens afløser i front missede dog på Jacob Rinne, der trak en fremragende fodparade frem.

Den svenske keeper var dog fuldstændig prisgivet efter 20 minutter, da Mathias Ross sendte en skidt clearing på ballontur i eget felt. Bolden havnede hos Bror Blume og BANG! Så havde AGF’eren flugtet aarhusianerne på Europa-kurs.

AaB begyndte at finde fodfæste efter en halv times tid, og Tom van Weert havde et par gode tilbud til at bringe nordjyderne tilbage i kampen.

Jon Dagur Thorsteinsson tog dog prisen for den største afbrænder i første halvleg, da islændingen var alene igennem med Rinne efter 35 minutter. Afslutningen fra Thorsteinsson var så overplaceret, at selv de mest inkarnerede AGF-fans rystede på hovedet i skam.

Gæsterne trykkede på speederen fra anden halvlegs begyndelse. Det var selvfølgelig heller ingen grund til at spare sig.

Det gav pote, og aalborgenserne løb over værterne, som Hjulben gør over Grim E. Ulv.

Heroiske Sebastian Hausner og den unge Thomas ’TK’ Kristensen holdt stand og fik afvist mangt og meget, men med godt 20 minutter igen gik den ikke længere for AGF.

Kevin Diks gik hensynsløst ned i en tackling på Tom van Weert bagfra i feltet, og selv om hollænderen ramte bolden, mejede han også sin landsmand ned, og VAR-vognen holdt sig i ro.

Tom van Weert udnyttede selv straffesparket iskoldt.

Derfra stank kampen af forlænget spilletid, og begge mandskaber virkede tømt for energi - særligt de skadesplagede aarhusianere.

Der var dog lidt saft tilbage i Kasper Kusks venstreben med ti minutter igen, da et langt indkast havnede for fødderne af kantspilleren, der tørt huggede kuglen i nettet.

Artiklen fortsætter under billederne Fotos: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF-jubel efter straffesparkssejr. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
AGF-jubel efter straffesparkssejr. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Mod alle odds fik AGF kæmpet sig tilbage med få sekunder tilbage af sæsonen, da Pedro Ferreira begik straffespark på grund af endnu en hands-kendelse fra VAR...

Jon Thorsteinsson stod for presset og pustede livet tilbage i Aarhus! Hvilket drama, der nu skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.

Her trak AGF altså det længste strå efter scoringer fra Thorsteinsson, Diks og Jevtovic, mens kun Hiljemark scorede for AaB.

AGF i Europa

AGF træder ind i Conference Leagues anden kvalifikationsrunde og skal vinde i alt tre dobbeltopgør for at komme i gruppespillet.

AGF er seedet i første runde og kan møde for eksempel Häcken, Dynamo Brest eller NSI Runavik.

Der er lodtrækning til Conference Leagues anden kvalifikationsrunde 16. juni, og kampene afvikles 22. og 29. juli.

Også i Brøndby har der været jubel - også med lidt for mange fans samlet i forhold til coronaafstand, så senest er smittetallet mere end fordoblet på et døgn.