AGF i stor satsning på kvindefodbold

I eftermiddag afholder AGF pressemøde. Her vil klubben præsentere det, den kalder 'en stor nyhed for århusiansk og dansk fodbold'

AGF har nyheder at fortælle. Hvorvidt der er tale om nye stadionplaner, må vi vente med at blive klogere på. Vist er det dog, at den nuværende hjemmebane er meget udskældt - for bare en måned siden måtte klubbens kamp mod Randers aflyses pga. en oversvømmet bane. Video: Ritzau Scanpix.

Artiklen er opdateret med AGF's kommentarer klokken 14.20

AGF er efter eget udsagn på vej med spændende nyt. Klubben har onsdag morgen udsendt en pressemeddelelse, hvor den indkalder til pressemøde onsdag eftermiddag.

- Her vil AGF - sammen med to samarbejdspartnere, der offentliggøres til mødet - løfte sløret for en stor nyhed for århusiansk og dansk fodbold, skriver klubben i sin indkaldelse.

Det fremgår ikke, om pressemødet handler om et nyt stadion, eller hvad temaet ellers måtte være, men Aarhus Stiftstidende erfarer, at AGF har besluttet at gå ind i kvindefodbold.

Ifølge avisen skal det ske i et samarbejde med klubberne VSK Aarhus og IF Lyseng, og det blev bekræftet på pressemødet klokken 14.

- I AGF har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt med i den positive udvikling, kvindefodbolden har gennemgået både nationalt og internationalt, og vi har også fået forskellige opfordringer fra klubber i Aarhus til at engagere os.

- Et samarbejde omkring kvindefodbolden med Jyllands to største klubber på medlemssiden, IF Lyseng og VSK Aarhus, flugter godt med vores fokus på at favne hele byen, og det er med til at brande AGF endnu stærkere både lokalt og nationalt, lyder det fra Jacob Nielsen, der er administrerende direktør i AGF.

Nyt stadion på vej
AGF og Aarhus Kommune præsenterede i december et samarbejde med de private investorer Salling Fondene og Lind Invest, som i alt ville lægge 500 millioner kroner til et nyt stadionområde.

Det skulle dog først afklares, hvordan man bedst fik inddraget alle parter i området, som foruden fodboldstadion tæller flere indendørshaller, en cykelbane, væddeløbsbane og tennisbaner. Spørgsmålet er, om man allerede har fundet en løsning, som alle parter kan bakke op om.

Mens AGF tilsyneladende brygger på nye tiltag i kulissen, går førsteholdet ind i en afgørende fase af sæsonen. Holdet møder torsdag aften Randers FC i den kamp, der blev udsat i første forårsrunde.

Det bliver dog uden tilskuere på grund af de igangværende tiltag mod spredningen af coronavirus, men til gengæld med helt nyt græs på Ceres Park.

Se også: Nægter at spille på Eriksens hjemmebane
Se også: Historisk lavpunkt for Mourinho
Se også: Premier League aflyser stor kamp grundet coronavirus

139 kommentarer
Vis kommentarer