AGF stormer mod Superligaen

Mål af Stephan Petersen og Mate Vadsatze bragte AGF endnu et skridt tilbage mod Superligaen

Stephan Petersens fejres for sit mål til 1-0 for AGF torsdag aften. (Polfoto/Jens Panduro)
Stephan Petersens fejres for sit mål til 1-0 for AGF torsdag aften. (Polfoto/Jens Panduro)

AGF fik torsdag aften fuld gevinst i 1. division, da de vandt den udsatte udekamp mod HB Køge med 2-1.

Dermed bragte den aarhusianske fodboldstolthed sig seks point foran Lyngby i kampen om oprykning til Superligaen, en forskel på 12 point i forhold til stillingen ved vinterpausen, hvor de kongeblå lå lunt og godt på andenpladsen.

Sprudlende har de færreste kaldt AGF's spil i foråret, til trods for den gode pointhøst, men i torsdagens kamp spillede Superliga-nedrykkerne deres bedste kamp i foråret og styrede jævnt hen begivenhederne fra første fløjt og indtil det 85. minut, hvor en Køge-reducering skabte fornyet spænding.

Udeholdet grundlagde sejren midt i 1. halvleg, da Stephan Petersen trak ind i banen fra sin højre kant og fra 20 meter bragede bolden ned i det korte hjørne uden for HB Køge-keeper Frederik Dues rækkevidde.

Se også: Fredericia fyrer træner - hyrer Peter Sørensen

Lige før pausen blev det 0-2 på måltavlen på Herfølge Stadion. Jesper Lange slap fri til afslutning i højre side af feltet, skuddet blev blokeret, hvorefter topscorer Mate Vadsatze opfangede bolden, satte et par modspillere med et hurtigt træk, og udplacerede HB Køge-keeperen med sit 14. sæsonmål i divisionen.

AGF fortsatte dominansen i 2. halvleg, uden at der blev skabt de store chancer i nogen af enderne - indtil fem minutter før tid, hvor Køge overrumplede AGF-forsvaret med en kontra, som Brandao omsatte til 1-2.

De sidste minutter blev en nervøs omgang for udeholdet, men HB Køge havde ikke held til at skabe åbne chancer mod slutningen trods masser af folk i feltet i flere omgange.

Viborg fører stadig 1. division med et solidt forspring på seks point ned til AGF og 12 point ned til Lyngby på tredjepladsen. Der resterer ni spillerunder i foråret.

Se også: Truslen fra den tomme tribune

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere