Morten Karlsen havde udsigt til en rolle langt væk fra Superligaen dette forår.
Derfor valgte han at forhandle sin afgang på plads med AGF, og han var derfor ikke med, da De Hvi'e torsdag indledte vintertræningen.
AGF-assistenten blev ofret efter et katastrofalt 2021, hvor offensiven gik totalt i stå med blot 37 mål i 36 Superliga-kampe.
- Det er jo også svært med den offensive del af spillet, og det har vi bokset en del med i løbet af året. Dybest set er der kun én, der har ansvaret for det. Det er mig, lød den loyale melding fra cheftræner David Nielsen i forbindelse med opstarten.
Ikke noget med at smide Morten Karlsen under bussen, selv om han har haft sit primære fokus på offensiven og dermed har masser af fingeraftryk på AGF's store problem.
- Vi har været utroligt glade for at have Morten her. Nu er der truffet en beslutning om, at han skal stoppe. Sådan er fodbold.
- Han har leveret et fantastisk stykke arbejde her, og han har været en loyal kæmper i et svært efterår for os, siger David Nielsen.
- Det var en hård omgang.
Afløseren, Kenneth Dokken, har imidlertid allerede afsløret, at han er hentet til Aarhus for at arbejde med angrebet, hvilket han også gjorde i Vålerenga.
Det betød, at Morten Karlsen inden foråret stod til en degradering til såkaldt transitionstræner, der er en stilling dedikeret til at sluse de yngste spillere ind i det professionelle game.
Jobbet var ikke attraktivt nok, og Morten Karlsen valgte derfor at forhandle sin afgang på plads øjeblikkeligt. Formelt set kan det derfor ikke kaldes en fyreseddel, men han var på lånt tid i AGF frem mod kontraktudløb til sommer.
David Nielsen ønsker ikke at kommentere, hvad der er foregået i kulissen. Der henviser han til sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye, der ikke er vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.
Det er imidlertid tankevækkende, at trænerkarrusellen omkring David Nielsen snurrer med stadigt større hast.
På to år har seks forskellige assistenter været i kredsløb omkring AGF-træneren. Ruben Sellés, Lars Friis, Johnny Mølby, Morten Karlsen, Dave Reddington og nu Kenneth Dokken.
Dertil kommer yderligere rokader i baggrundsstaben.
- Vi har haft en ret stor svingdør, og det skal vi være opmærksomme på.
- Når de navne nævnes i flæng, så vidner det også om, at vi har haft ret store kompetencer og nogle dygtige folk.
- Bare se Lars Friis der er taget til Viborg og gør det utrolig flot. Ruben Sellés er også en toptræner, der nu er i FCK.
- Jeg har altid sagt om de folk, jeg har inde under mig, at det vigtigste er, at de udvikler sig, og så kan jeg tage rundt og se deres hold, når jeg en dag er færdig. Den ambition vil jeg gerne have omkring mig, siger David Nielsen.
- Kunne du ikke snart tænke dig, at der kom ro på?
- Hvis jeg kunne tænke mig, at der kom ro på, så trænede jeg ikke i AGF, smiler han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------