AGF ydmygede Esbjerg i målfest

Ellevte gang blev lykkens gang for Glen Riddersholm og AGF

AARHUS (Ekstra Bladet): Efter ti forgæves forsøg lykkedes det omsider for Glen Riddersholm.

AGF vandt onsdag aftensin første Superliga-sejr under den blonde mestertræner.

Med overlegne 5-1 blev Esbjerg sendt hjem til vestkysten med et nederlag på niveau med 5-1 lussingen mod FC Midtjylland i efteråret.

Og hvor AGF i det tætpakkede program omkring pokalfinalen har vist sig som et hold på rette kurs, så efterlader lussingen samtidig Esbjerg med store bekymringer.

Se også: Fans skal betale: Nu vil AGF gøre drøm til virkelighed

Esbjerg var med i kampen gennem første halvleg. Men det var hele tiden følelsen, at AGF var markant farligere når de angreb, end vestjyderne var.

Allerede efter få minutter ramte Morten ’Duncan’ Rasmussen stolpen med en afslutning med brystet. Og den stærke centerforsvarer Josip Elez huggede et drømmefrispark på opstanderen fra 30 meter.

Esbjergs idéer begrænsede sig til den inspiration der til tider kom over Kevin Mensah eller Jeppe Andersen.

Men på tavlen var kampen helt tæt ind til Danny Olsen helflugtede De Hvide i spidsen kort før pausen.

AGF har formøblet flere føringer dette forår, men da Stephan Petersen kort ind i anden halvleg headede Danny Olsens flotte oplæg ind til 2-0 lå det også i den lune maj-luft, at Riddersholm ikke ville blive snydt for sejr denne gang.

Se også: Silkeborg er interesseret i gratis AGF'er

Alexander Juel Andersen satte streg under hjemmeholdets dominans da han med et kvarter igen smadrede en løs bold ind efter hjørnespark.

Foran 5000 tilskuere i Aarhus begyndte kampen at antage form af en træningskamp. Og den løse stemning kom til at koste jubilar Steffen Rasmussen et clean sheet i sin kamp nummer 400.

Bjørn Paulsen fik skabt lidt uro i AGF-rækkerne ved at gøre det til 3-1.

Men det var blot kosmetik.

Morten ’Duncan’ Rasmussen slog til to gange i slutfasen og fuldendte ydmygelsen af Esbjerg… og selv om Hobro samtidig endegyldigt rykkede ud, så må det nederlag få advarselslamperne til at tændes på vestkysten.

AGF - 11. maj. 2016 - kl. 07:11 Stor dag for AGF'er - men om lidt bliver han vraget

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere