Nu igen: Søren Larsen skadet

AGF vakler: Søren Larsen er formentlig ude mod FC Nordsjælland i morgen - og EM er langt væk for angriberen

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Søren Larsens drøm om en billet til EM-slutrunden vakler. Den store AGF-angriber deltog ikke i formiddagens træning på Fredensvang, og dermed kommer han med stor sandsynlighed ikke i aktion mod FC Nordsjælland i morgen.

- Søren Larsen er derhjemme med nogle smerter i baglåret. Han indgår i truppen mod FC Nordsjælland, så nu må vi se, når vi får ham testet op mod kampen, siger AGF-træner Peter Sørensen til ekstrabladet.dk.

Søren Larsen startede foråret med lyskeproblemer, og har siden kæmpet for at komme op i gear. Derfor er skaden ikke godt nyt i forhold til den EM-trup, hvor Søren Larsen i forvejen kun er i periferien af truppen.

- Vi har alternativer, siger Peter Sørensen fortrøstningsfuldt.

Og det alternativ som han sigter mod er miraklhunden Peter Graulund, der har rystet den sygdom af sig, som sendte ham på bænken mod OB.

- Peter Graulund er i en fysisk forfatning til at klare 90 minutter. Men der kan være så mange andre faktorer i kampens forløb, der gør, at han ikke får fuld tid, siger Peter Sørensen.

Se også: AGF forlænger med publikumsfavoritten

Osama Akharraz døjer stadig med den klemte muskel i skulderen, som sendte ham ud af OB-kampen. Hans plads i startformationen overtages af Hjalte Nørregaard bedømt på træningen. Den tidligere FCK-anfører glider ind på den centrale midtbane, mens formstærke Casper Sloth bliver fjernet fra den position, hvor han har gjort det så godt centralt og skubbes ud mod venstre.

Fra det beskedne AGF-lazaret er der gode meldinger at hente fra Stephan Petersen, der forventer, at vende tilbage til træningen mandag, men næppe er aktuel til midtuge-runden. Osama Akharraz håber også på grønt lys omkring samme tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere