Graulund-perle skabte fest i Århus

Peter Graulund matchvinder, da AGF besejrede Brøndby 1-0 i Århus

Peter Graulund nedlagde Brøndby med en sand perle. (Foto: Ernst van Norde)
Peter Graulund nedlagde Brøndby med en sand perle. (Foto: Ernst van Norde)

Efter en fænomenal sæsonstart er fodbold-temperaturen dalet gevaldigt i Århus på det seneste.

Erik Rasmussen tropper har nemlig slet ikke formået at fortsætte de lovende takter, og inden søndagens hjemmekamp mod århusianernes yndlings-aversion, Brøndby, havde holdet ikke vundet i fem kampe i træk.

Men et solomål af de sjældne fra Peter Graulund - hvem ellers - sikrede AGF en tiltrængt 1-0 sejr og sørgede dermed for, at Århus igen lever op til tilnavnet 'smilets by'.

Scoringen, der må være en af de flotteste i Graulunds lange karriere, faldt allerede efter 16 minutter, hvor angriberen tog turen ned af venstre flanke, inden han skarpt trak ind i feltet - og passerede et stivnet Brøndby-forsvar undervejs - og sparkede bolden ind bag landsholdsreserven Stephan Andersen.

Graulund var i det hele taget flyvende mod Brøndby, og kort efter sit mål var han tæt på at gentage kunststykket, men denne gang stod Stephan Andersen i vejen.

I den anden ende nøjedes Brøndby med at være tæt på. Først da Jan Kristiansen forsøgte sig kort før pausen, og siden da Alexander Farnerud misbrugte gæsternes største chance, da han efter 53 minutter i helt fri position løftede bolden forbi den fremstormende Steffen Rasmussen - og forbi det tomme mål.

AGF blev også ved med at producere chancer, og både Graulund og Jakob Poulsen havde muligheden for at lukke kampen.

Der blev dog ikke scoret yderligere. Dermed er AGF kun et point efter Brøndby på fjerdepladsen, mens Kent Nielsen og Co. må konstatere, at der bliver længere og længere til rækkens absolutte top.

Kampen bød i øvrigt på en kuriøs udskiftning, da dommer Peter Rasmussen udgik med en skade og blev afløst af fjerdedommeren Henning Jensen.

Se holdopstillinger, udskiftninger og øvrig statistik her

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere