Hollændere byder 12 mio. på AGF-profil

Tæt på: AGF er på nippet til at afhænde Superliga-topscorer Aron Jóhannsson til den hollandske klub

Eftertragtet: AGF's Superliga-topscorer er med sine 14 mål en eftertragtet herre. (Foto: Jens Dresling )
Eftertragtet: AGF's Superliga-topscorer er med sine 14 mål en eftertragtet herre. (Foto: Jens Dresling )

AGF er på nippet til at afhænde Superliga-topscorer Aron Jóhannsson til den hollandske klub AZ.

Ekstra Bladet erfarer fra kilder tæt på den hollandske klub, at et bud lige over 1,5 mio. euro er sendt af sted til AGF, og århusianerne er indstillet på, at handlen nu bliver gennemført.

Mange henvendelser
Der resterer dog endnu detaljer omkring handlen. Således vil AGF's sportschef Brian Steen Nielsen sikre sig optioner, der giver De Hvide muligheder for at profitere af topscorerens fortsatte succes. Derfor skal der forhandles færdigt omkring videresalg og kamp-bonusser, før handlen bliver en realitet.

Dermed kommer handlen potentielt op på den anden side af 15 mio. kr.

Over for avisen Algemeen Dagblad bekræfter sportsdirektør Earnest Stewart, at klubben er interesserede i Aron Jóhannsson, der scorede 20 mål for AGF gennem 2012.

– Vi har faktisk i dette transfervindue fået mange henvendelser fra klubber, som er interesseret i flere forskellige af vores spillere. Både ungdomsspillere og vores superligaspillere, sagde Brian Steen Nielsen forleden til JP Aarhus.

– Økonomien i tilbuddene har ikke været godt nok til, at vi ville arbejde videre med et salg, sagde han også ved den lejlighed.

Markant salg
Det har altså ændret sig siden. Og selv om prisen på angriberen i første omgang ikke engang matcher det, som FC Nordsjælland får for at sælge den defensive midtbanespiller Enock Kofi Adu til Club Brugge, så er salget markant for AGF.

Prisen for Aron Jóhannsson kan nemlig potentielt blive klubbens største gennem tiderne. Leon Andreasen blev i sin tid solgt til Werder Bremen for 12 mio. kr., og Michael Lumbs afgang til Zenit Skt. Petersborg for tre år siden lå på samme niveau.

Dermed er der også udsigt til, at den tidligere landsholdsangriber Søren Larsen kommer tættere på holdet i Aarhus, men bortset fra det, er der optræk til en ren georgisk frontlinje i AGF til foråret, hvor der er store forventninger til 19-årige Davit Skhirtladze sammen med Mate Vatsadze.

0 kommentarer
Vis kommentarer