AGF: Fans kan finde et andet sted

AGF-direktør Lars Windfeld afviser den kritik, som en gruppe af fans har rejst af klubbens kontrollører. Fans kan forsvinde, hvis de ikke kan indordne sig

Lars Windfeld er enig med sin bestyrelse om 'nul-tolerance' over for uroelementer på stadion. Spørgsmålet er så, hvordan man definerer uro. (Foto: Toke Hage)
Lars Windfeld er enig med sin bestyrelse om 'nul-tolerance' over for uroelementer på stadion. Spørgsmålet er så, hvordan man definerer uro. (Foto: Toke Hage)

En gruppe af AGF-fans kaldet AGF Tifo rejste i går kritik af det vagtfirma, som klubben benytter til sine hjemmekampe. De føler sig forfulgt af de nedladende, emsige vagter, både på stadion og på byens diskoteker.

AGF-direktør Lars Windfeld har dog ikke megen forståelse for de 40-50 fans, som gruppen består af.

- Vi sætter stor pris på den gode stemning, vores fans skaber, men det er vigtigt for mig at understrege, at det skal ske på en ordentlig måde og i tråd med vores kodeks for, hvordan tilskuere i NRGi Park skal opføre sig, siger Windfeld til klubbens hjemmeside.

- Hvis der er 40-50 personer, der føler, at de ikke kan skabe stemning inden for disse rammer, skal de finde sig et andet sted at være. Det vil selvfølgelig ærgre mig, men vi laver ikke regler for at 40-50 personer kan opføre sig, som de lyster.

- Så længe man opfører sig anstændigt, holder vores vagter sig i ro. Hvis der derfor er nogle, der føler, at der bliver holdt et ekstra øje med dem, så er det ikke uden grund, siger Windfeld, der oplyser, at han er enig med sin bestyrelse om en 'nul-tolerance linje'.

0 kommentarer
Vis kommentarer