AGF-træner efter sejr: Vi bryder dem ned

Cheftræner Peter Sørensen roste sit holds organisation efter sejren over Viborg

AGF-træner Peter Sørensen (Foto: Gregers Tycho)
AGF-træner Peter Sørensen (Foto: Gregers Tycho)

AGF vandt søndag eftermiddag en ganske fortjent sejr på 2-1 over Viborg i Superligaen.

Trods de snævre cifre var AGF spilstyrende i store dele af kampen, og det var cheftræner Peter Sørensen særdeles godt tilfreds med.

- I dag var vi bedre end dem. Vi ved, at de har en stærk organisation, men i dag brød vi dem ned ved at være endnu bedre organiserede på banen, siger Peter Sørensen efter sejren, som han kalder helt fortjent.

- Vi sørgede for at være i gode positioner i vores spil konstant. Både når vi selv havde bolden, og når de havde den.

Vi lå tæt på dem, så de ikke fik muligheden for at vende i deres spil og være så direkte, som de gerne vil. Det er jeg meget tilfreds med, roste cheftræneren.

Med sit mål til 2-0 blev Søren Larsen en slags matchvinder for AGF, der måtte se Viborg reducere i kampens døende minutter.

Se også: TV: Se Osama-drøn sende AGF op på tredjepladsen

Den tidligere landsholdsforward spillede derudover en stor kamp, og er også selv godt tilfreds med indsatsen

- Jeg synes, vi spillede en god kamp, og jeg føler, at jeg udfyldte min rolle godt. Det er noget tid siden, at jeg sidst fik puttet én i kassen, så det er selvfølgelig sindssygt dejligt at få puttet en ind.

- Det er jo primært derfor, jeg er med som angriber, sagde Søren Larsen, der blev noteret for sit fjerde sæsonmål.

Og det betød meget for den lange angriber at se sit navn på listen over målscorere igen.

- Jeg er ikke påvirket af, at jeg ikke har scoret i noget tid, men jeg kan da godt mærke, at jeg nok ikke var blevet ved med at starte inde, hvis jeg ikke begyndte at score, fortalte Søren Larsen.

Han er ikke meget for at snakke topplacering, selvom AGF efter sejren er oppe som nummer tre i Superligaen.

- Vi kan vinde bronze eller blive nummer otte. Så tæt er det. Det er lidt absurd at snakke om medaljer, når ligaen er så tæt, siger Søren Larsen.

[[

14. spillerunde i Superligaen:

SønderjyskE-Randers FC 1-3 (1-2)
0-1 Kenneth Fabricius (10. minut/selvmål). 0-2 Mads Fenger (19. minut). 1-2 Bo Storm (26. minut). 1-3 Ronnie Schwartz (82. minut)
Tilskuere: 1.761

FC København-FC Nordsjælland 4-0 (0-0)
1-0 Igor Vetokele (52. minut). 2-0 Igor Vetokele (56. minut). 3-0 Nicolai Jørgensen (67. minut/str.). 4-0 Nicolai Jørgensen (72. minut).
Tilskuere: 15.397.

AaB-OB 1-0 (0-0)
1-0 Daniel Høegh (49. minut/selvmål).
Tilskuere: 5.289.

AGF-Viborg 2-1 (1-0)
1-0 Osama Akharraz (45. minut). 2-0 Søren Larsen (64. minut). 2-1 Thomas Dalgaard (90. minut).
Tilskuere: 6.785.

FC Midtjylland-Esbjerg 3-0 (1-0)
1-0 Morten Duncan Rasmussen (44. minut). 2-0 Erik Sviatchenko (59. minut). 3-0 Morten Duncan Rasmussen (75. minut).
Tilskuere: 6.726.

FC Vestsjælland-Brøndby 0-2 (0-0)
0-1 Alexander Szymanowski (65. minut/str.). 0-2 Ferhan Hasani (83. minut).
Tilskuere: 5.258.

]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere