AGF venter med Jørgensen-beslutning

Martin Jørgensens kontrakt med AGF udløber til nytår, og han vil gerne forlænge den, men sportschef Brian Steen Nielsen vil have overstået efterårssæsonen, før han beslutter, om AGF har det på samme måde

Martin Jørgensen skal forbi den 8. december, før han får afklaring på sin fremtid i AGF. Sportschef Brian Steen Nielsen vil nemlig først tage stilling til, om Jørgensen får forlænget den aftale, der udløber til nytår, når efterårssæsonen slutter med opgøret ud mod FC Midtjylland.

Den 38-årige midtbanespiller har givet udtryk for, at han ønsker at forlænge, selv om han blot har spillet syv kampe i denne Superliga-sæson, mens klubbens ledelse stadig overvejer, hvad de vil.

- Vi tager en beslutning, når efterårssæsonen er forbi. Som jeg ser det, er der mange ting, der spiller ind, og Peter (træner Peter Sørensen red.) har også nogle tanker omkring det. Det er de ting, vi skal have til at smelte sammen, siger Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

Sportschefen vil ikke ud med, hvad det konkret er, der spiller ind, men han vil gerne fortælle, at Martin Jørgensen er et specielt tilfælde, og at det netop er derfor, at beslutningen er så svær.

- Var det en almindelig spiller på 38 år, have jeg nok kunnet træffe beslutningen tidligere, men det her er en speciel case, fordi Martin er den person, han er. Alting kan være i spil, fordi det er ham, men det er vigtigste er den værdi, han har på banen.

Martin Jørgensen kom tilbage til AGF i 2010 efter sammenlagt 13 år i Udinese og Fiorentina.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere