Afsløring: AGF på trænerjagt

Peter Sørensen på vippen i AGF efter et miserabelt 2013

Brian Steen Nielsen med sin daværende assistent træner i AGF, Johnny Mølby (Foto: Emil Ryge Christoffersen)
Brian Steen Nielsen med sin daværende assistent træner i AGF, Johnny Mølby (Foto: Emil Ryge Christoffersen)

AC Horsens-træner Johnny Mølby er blandt en stribe af mulige træneremner, som AGF har forhørt sig ved i den seneste periode.

Og dermed læner skyggen fra Erik Rasmussen sig tungt ind over AGF-træner Peter Sørensen, hvis rolle i AGF er på vippen, efter De Hvide lukkede efteråret med en lussing mod FC Midtjylland.

Det efterlader AGF med minder om foråret 2010, hvor klubben lod Erik Rasmussen løbe linen ud - og det endte som bekendt med nedrykning. Historien var tæt på at gentage sig i foråret. Og efter sommerpausen har tendensen været nedadgående på banen og med en masse fnidder i forholdet mellem Peter Sørensen og spillertruppen.

0-3 ude mod FC Midtjylland lyder måske respektabelt. Men den facon, som AGF blev udstillet på i første halvleg på MCH Arena, efterlod klart indtrykket af en flok spillere, der smed geværet og overgav sig uden lyst til at kæmpe for sin træner. Ikke siden Brøndby-spillerne vendte sig mod Kent Nielsen og tabte til HB Køge har en flok spillere så demonstrativt markeret utilfredshed med sin træner.

Related content



Se også: AGF-træner: Vi er inde i en hård periode

Opbakning udadtil
Udadtil har Peter Sørensen den fornødne opbakning fra såvel koncerndirektør Jan Christensen som sportschef Brian Steen Nielsen og bestyrelsformand Lars Fournais.

– Jeg er stensikker på, at Peter Sørensen også er træner, når vi starter sæsonen igen, fastslog Jan Christensen efter slutfløjtet i Herning.

- Vi tror på det lange seje træk i AGF, fastslår Lars Fournais.

Men Ekstra Bladet erfarer, at der allerede i foråret på bestyrelsesniveau blev sat alvorlige spørgsmålstegn ved Peter Sørensens evner til at føre holdet videre. Og på det tidspunkt var en fyring af Peter Sørensen en nærliggende mulighed, da det strammede til i bunden. AGF vandt nøglekampen mod Sønderjyske i foråret og kom helskindet gennem sæsonen.

Det var forventet, at Peter Sørensen med ballasten fra året var i stand til at lægge nye lag på De Hvides spil.

I stedet har efteråret været præget af et skærpet modsætningsforhold mellem store dele af spillertruppen og deres træner, der kulminerede, da Peter Graulund tog bladet fra munden og kritiserede sin gamle træner hårdt i sin bog ’Jeg er nummer 11.’

Se også: Graulund angriber AGF-træner: Dårlig ledelsesstil



Se også: Sørensen vinder AGF-magtkamp

Siden har der været tegn på bedring i forholdet mellem cheftræneren og truppen. Peter Sørensen har vist større lydhørhed over for sine spillere, ligesom erfarne Martin Jørgensen på de indre linjer har kæmpet bravt for at få styr på truppen.

I den henseende var det meget væsentligt for den interne ro, at Martin Jørgensen i sidste uge forlængede sin aftale i klubben.

Peter Sørensen har tidligere virket usårlig og med en uforfalsket tro på egne evner. Men efterårets afslutning har vist en skrøbelighed og en vigende selvsikkerhed. Således valgte Peter Sørensen at droppe den formel, der pludselig gjorde Søren Larsen til målscorer, da Jesper Lange blev bænket i kampene mod OB og FC Midtjylland.

AGF tabte de to kampe med 1-4 og 0-3 og efterlader Peter Sørensens taktiske dispositioner under lup og med flere problemer at adressere, hvis han får lov.

Og AGF's sonderinger på trænermarkedet understreger i hvert fald, at Peter Sørensen rolle er til debat uanset hvad der siges officielt.

– Vi regner med, at vi skal ligge i den bedste halvdel, så som konklusion er vi jo skuffede over efteråret. Men vi er skuffede sammen, og vi rejser os også sammen. Og som konsekvens har vi to nye spillere på vej ind, som vi også kan se, at vi har brug for, siger Jan Christensen.

Danny Olsen fra FC Midtjylland tager turen til den centrale midtbane, hvor Casper Sloth ventes solgt. Og så kommer Johan Lædre Bjørdal til det centrale forsvar, hvor Petri Pasanen efterhånden ser ud til at skabe flere problemer end løsninger.

Se også: Uro i AGF: Stjernen iskold over Peter Sørensen

1 af 2 Peter Sørensen er en mand under pres i AGF (Foto: Rasmuss Baaner)
2 af 2 Brian Steen Nielsen med sin daværende assistent træner i AGF, Johnny Mølby (Foto: Emil Ryge Christoffersen)
0 kommentarer
Vis kommentarer