TV: AGF føler sig snydt for straffespark

AGF’s Jesper Lange er langtfra tilfreds med dommer Kenn Hansens indsats i 1-2-nederlaget til Brøndby - se omdiskuteret situation her

AARHUS (Ekstra Bladet): Jesper Lange løb og løb. Men lige lidt hjalp det for den ærgerrige AGF-angriber, der bl.a. misbrugte en friløber i 1-2-nederlaget hjemme mod Brøndby mandag aften.

Til gengæld mener den aarhusianske spydspids, at AGF ikke fik de kendelser fra dommeren, de burde have haft.

I en situation i første halvleg tog Brøndbys Dario Dumic hånden til hjælp i eget felt, men Kenn Hansen fløjtede ikke.

- Dommeren var den eneste, der ikke kunne se det straffespark, som vi skulle have haft, siger sammenbidt Jesper Lange med hænderne i siden, og træner Jesper Fredberg er på bølgelængde med sin angriber:

- Det var tydeligt, at der var straffespark, og det var kampafgørende, at Kenn Hansen ikke dømte det, siger Jesper Fredberg.

- Det er ærgerligt, at vi ikke fik point ud af kampen. Det synes jeg, at vi havde fortjent, og derfor gør det ondt her bagefter. Vi spillede meget bedre i dag, end vi gjorde mod FC Midtjylland i fredags. Vi fightede mere i dag, og vi tog de fysiske slagsmål inde på banen. Det er vi nødt til i den situation, som vi står i, siger AGF-træneren.

Se situationen her:

TV: AGF snydt for klart straffespark mod Brøndby

Lange mener dog, at AGF gjorde, hvad de kunne for at få sejren.

- Det er marginalerne, der gør, at vi taber i dag. Vi har chancerne til at komme på 2-0, og jeg brænder selv en stor en, siger han.

I næste runde venter en nedrykningsgyser, der ville gøre Alfred Hitchcock gyseligt grå af misundelse. Men det drama frygter Lange langtfra.

- Vi står med en meget bedre følelse nu i forhold til sidste gang, hvor vi tabte. Spillet er meget bedre i dag, så jeg er slet ikke i tvivl om, at vi tager til Viborg og vinder, siger Jesper Lange.

AGF kan med et nederlag til Viborg ryge under nedrykningsstregen. Lige nu har Viborg 27 point, SønderjyskE 28 og AGF 29.



0 kommentarer
Vis kommentarer