Boost til AGF - kaptajnen tæt på comeback

Steffen Rasmussen blev pisket igennem til træning - afviser chok-comeback i weekenden

Steffen Rasmussen blev skadet mod afslutningen af efteråret. Siden har De Hvide ikke holdt nullet - og bare hentet syv point i 12 kampe (Foto: Jens Dresling)
Steffen Rasmussen blev skadet mod afslutningen af efteråret. Siden har De Hvide ikke holdt nullet - og bare hentet syv point i 12 kampe (Foto: Jens Dresling)

AGF står foran et markant boost i kampen mod nedrykning. Anfører og målmand Steffen Rasmussen forventer snart at melde sig klar efter at have siddet ude hele foråret.

- Jeg vil godt afvise, at jeg kommer på tale til kampen mod Viborg på søndag, men om det så bliver mod OB det kommer an på så meget. Jeg er så tæt på nu, at jeg ikke vil lade mig presse til at sætte en dato, siger Steffen Rasmussen til Ekstra Bladet efter dagens træning.

Se også: AGF-keeperkampen lader vente på sig

Formiddagens træning på Fredensvang foregik i et meget opskruet tempo, og Steffen Rasmussen spillede fuldt med i de sidste 45 minutters interval-baserede træning og oplevede efterfølgende ingen problemer.

- Jeg er glad for at jeg kunne det, som jeg kunne i dag. Men hvor jeg står det er svært at afgøre før i morgen. Jeg kan jo vågne op og ikke rigtig være i stand til at lave noget. Lige nu føles det godt, og jeg har ikke nogen ømhed, men det er stadig tre måneder siden, at jeg har deltaget i interval-træning som i dag, forklarer AGF-kaptajnen.

Se også: AGF ligner en nedrykker

For fire år siden gjorde Peter Graulund chok-comeback efter en diskusprolaps i nakken i en direkte duel i bunden mod Silkeborg. Men selv om Steffen Rasmussen umiddelbart ligner en kandidat til en tilsvarende overraskelse i bundgyset mod Viborg, så slår han fast at det ikke kommer på tale.

- Jeg vil rigtig gerne spille mod Viborg. Der er ikke noget jeg hellere vil end at hjælpe holdkammeraterne. Men der er stadig nogle ting som jeg ikke kan ordentligt. Jeg er først lige begyndt at arbejde på mine udspark, og der skal bygges på stille og roligt.

- Jeg følger planen, og jeg har hele tiden håbet på, at jeg kunne få nogle kampe inden sommerpausen. Jeg har styrken i benet og jeg kan det meste, men det er for tidligt nu. Jeg er nød til at være helt klar, og der gjorde vi os nogle bitre erfaringer i vinter, hvor vi nok forcerede tingene lidt for meget, forklarer Steffen Rasmussen.

Han fik sin fiberskade i låret i efterårets tredjesidste kamp mod FC Vestsjælland - en kamp som han spillede til ende. Da han i vinter gjorde comeback, gik der ikke lang tid før han atter slog skaden op. Og med tanke på, at Steffen Rasmussen har kontraktudløb i AGF til sommer og gerne vil forlænge, så er han tvunget til at sikre sig, at skaden er helt væk.

0 kommentarer
Vis kommentarer