Udrensning fortsætter: Ny AGF-chef er fortid

AGF's talentchef Casper Bugge fratræder sin stilling

Fra venstre ses talenttræner Casper Bugge, assistent Jesper Fredberg og sportschef Brian Steen Nielsen. (Foto: Carsten Andreasen)
Fra venstre ses talenttræner Casper Bugge, assistent Jesper Fredberg og sportschef Brian Steen Nielsen. (Foto: Carsten Andreasen)

AGF er godt i gang med oprydningsarbejdet efter klubbens nedrykning til landets næstbedste række. Tidligere er sportschef Brian Steen Nielsen blevet fyret, ligesom det er planen, at direktør Jan Christensen stopper i klubben senere på året. Og nu har klubben også besluttet at skille sig af med den mangeårige talentchef Casper Bugge. 

Det har AGF offentliggjort i en meddelse på sin hjemmeside. 

- Casper Bugge har ydet en dedikeret og kompetent indsats i alle de år, han har været ansat i AGF, og han efterlader et stærkt fundament at arbejde videre fra. Ud fra en samlet vurdering er vi dog kommet frem til, at vores talentudvikling har brug for nye visioner og energi, og at tiden er den rette til at få nye øjne på dette vigtige område, siger direktør Jan Christensen, der er en del af AGF-ledelsen i en overgangsfase, indtil en ny direktør er ansat.

Se også: Blodbad i AGF: Top-bosser færdige



Se også: AGF-kaptajn har fået nok: Peter Sørensen lyver!

AGF arbejder lige nu med projektet "Det nye AGF", og her har man vurderet, at der skal en ny talentchef til. 

- Vi arbejder i øjeblikket intensivt på at skabe rammerne og visionerne for fremtidens AGF, og det omfatter naturligvis også vores talentudvikling. Med et stort opland og 61 samarbejdsklubber har vi de rette forudsætninger til at skabe en stærk fødekæde til vores førstehold. En ny talentchef vil få en nøglerolle i at udvikle og implementere en hvid tråd i vores fodboldfilosofi fra de yngste talenter og op til førsteholdet, siger Jan Christensen.

Casper Bugge har været en del af talentarbejdet i AGF i 20 år - siden 2004 har han været talentchef. I foråret var Casper Bugge assistenttræner for Jesper Fredberg på klubbens Superliga-hold.

0 kommentarer
Vis kommentarer