Ronnie sænkede AGF

En scoring af Ronnie Schwartz giver Randers FC en perfekt optakt til pokalfinalen torsdag

Ronnie Schwartz scorede kampens enlige mål søndag. (Arkivfoto: Casper Dalhoff)
Ronnie Schwartz scorede kampens enlige mål søndag. (Arkivfoto: Casper Dalhoff)

Ronnie Schwartz sikrede Randers FC en perfekt optakt til pokalfinalen. Kronjyderne vandt det opgør i sæsonen, som tilhængerne allerhelst vil vinde, da AGF her til aften fuldt fortjent blev besejret 1-0.

Matchvinder blev Ronnie Schwartz, der brød halvanden måneds måltørke, da han kort ind i anden halvleg headede bolden ind fra nært hold efter et hjørnespark.

En fuldt fortjent triumf til Randers FC.

AGF gik tydeligvis ind til kampen med den klare intention at de for tredje kamp i træk ville forsvare det point de havde ved startfløjtet.

Aarhusianerne trak konsekvent tempoet ud af spillet og sjældent søgte at føre sine angreb til ende. To afslutninger i løbet af kampens første time siger alt om De Hvides forsøg på at fedte et resultat hjem i lokalopgøret.

Tungt Randers-tryk
Så var der straks mere snert over pokalfinalisterne fra Randers FC, der i lange perioder fik lagt et tungt tryk på storebror fra syd.

Se også: Ballade i Esbjerg: Kaptajnen sat af

Randers FC har imidlertid aldrig været et hold, hvor spillerne er synderligt trygge ved at have bolden meget. Så i den forstand var AGF-taktikken egentlig gennemtænkt nok.

Men kronjyderne var til gengæld også helt bevidste om, at den vigtigste opgave bestod i at være rigtig opmærksomme på AGF'ernes pasninger, når de fik bolden. Indtil flere gange sløsede veteranen Petri Pasanen nede i eget forsvar og forærede Randers FC de to største chancer i første halvleg. I begge tilfælde måtte Ronnie Schwartz se AGF's bedste på dagen, keeper Steffen Rasmussen, redde fornemt.

AGF'erne havde kampen igennem virkede i lange perioder tappede for selvtillid, mens Randers FC-spillerne nød godt af, at anfører Christian Keller atter var i aktion efter en måned på sidelinjen.

Det gav en helt naturlig rollefordeling på Randers FC-holdet, som har været fraværende mens Keller har været ude.

AGF og nedrykningsstregen
Og så gav en tvungen AGF-rokade Randers FC den sidste lille fordel.

Se også: Skadet Braithwaite: Jeg er finale-klar

Backen Adam Eckersley måtte trække sig med en skade i pausen. Og hans afløser Jens Jønsson var groft fejlplaceret som erstatning. Han fik bare et kvarter på posten inden AGF-træner Peter Sørensen forbarmede sig og rykkede ham over i den modsatte side. Men det kvarter var alt nok for Randers FC, der brugte duellen mellem Jonas Kamper og Jønsson til at skabe overensstemmelse mellem kampens forløb og stillingen på måltavlen.

Og AGF skal nu skæve nervøst frem mod opgøret mod Sønderjyske næste weekend. Nedrykningsstregen er bare fire point væk.

[[[[

Superligaen, 30. runde

Silkeborg-FC Nordsjælland 2-2
0-1 Mario Ticinovic (16. minut)
1-1 Martin Svensson (49. minut)
2-1 Kasper Risgård (70. minut)
2-2 Jores Okore (85. minut).
Tilskuere: 2.915.

SønderjyskE-AaB 1-0
1-0 Lasse Vibe (22. minut).
Udvisning: Kenneth Emil Petersen, AaB (85.)
Tilskuere: 3.623.

Esbjerg-AC Horsens 1-0
1-0 Martin Braithwaite (3. minut).
Tilskuere: 6.682.

Randers FC-AGF 1-0
1-0 Ronnie Schwartz (51. minut).
Tilskuere: 6.777.

Brøndby-FC København 0-0
Tilskuere: 21.031.

Topscorere
Andreas Cornelius FC København 18
Aron Johannsson ex-AGF 14
Nicklas Helenius AaB 14
Marvin Pourie Silkeborg 13
Ronnie Schwartz Randers FC (1) 13
Lasse Vibe SønderjyskE (1) 12
Simon Makienok Brøndby 12
Cesar Santin FC København 11
Nicolai Jørgensen FC København 11
Joshua John FC Nordsjælland 10

]]]]
1 af 2 (Foto: Jan Dagø/Polfoto)
2 af 2 Ronnie Schwartz scorede kampens enlige mål søndag. (Arkivfoto: Casper Dalhoff)
0 kommentarer
Vis kommentarer