Ærlig Brian Steen: Der kommer ikke nogen og redder os

AGF er i dyb krise efter at have tabt syv superligakampe i træk. Klubben er i akut fare for at rykke ned

Brian Steen Nielsen og AGF har kniven for struben.
Brian Steen Nielsen og AGF har kniven for struben.

AGF er dumpet ned på Superligaens sidste plads, og tabte søndag holdets syvende kamp i træk. Søndagens kamp var et nyt lavpunkt, da AGF tabte 0-3 til de direkte konkurrenter fra Viborg.

Aarhusianerne er dermed i akut nedrykningsfare, men det betyder ikke, at man skal forvente at AGF ændrer på deres trænerstab.

- Der er kun os, som er her nu. Der kommer ikke nogen ned fra himlen og redder os.

- Vi er nødt til at vende og dreje hver en sten, men vi har kun de spillere og den stab, som vi nu en gang har, siger AGF's sportschef, Brian Steen Nielsen.

TV: Skarp Dalgaard straffer stakkels AGF

Sportschefen var langt fra tilfreds med søndagens nederlag i Viborg, og han regner med en forbedret indsats i sæsonens sidste fire kampe.

- Der er ingen tvivl om, at vi rykker ned, hvis vi spiller lige så dårligt, som vi gjorde efter pausen mod Viborg, siger Brian Steen Nielsen.

AGF er meget presset inden de sidste fire spillerunder, og selvom holdet nu er under nedrykningsstregen, så tror holdets cheftræner Jesper Fredberg stadig på overlevelse.

Se også: Efter kollaps: AGF-ikon nægter at give op

- Det er klart, at vores muligheder for at overleve er dårligere efter nederlaget. Det bliver hårdt nu, og vi skal kæmpe for hver eneste centimeter på banen i de sidste fire kampe.

- Vi bliver nødt til at fortsætte med at tro på, at vi kan overleve. Tro kan flytte bjerge, og jeg tror på at vi overlever. Vi skal blive ved med at jagte mulighederne, siger Jesper Fredberg.

Se også: Nyt AGF-chok: Danny skal hasteopereres

AGF's store problem har været at lave mål, og igen søndag brændte AGF-spillerne mange chancer. Aarhusianerne har kun scoret et mål i de seneste syv kampe, og det giver dybe panderynker.

- Vores chancer for at overleve afhænger af, at vi begynder at lave nogle mål igen. Hvis vi gør det, så har vi mulighed for at overleve, siger AGF's spillende assistenttræner, Martin Jørgensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer