Bundu drømmer om pokaltriumf til AGF

David Nielsen fremhævede indsatsen i Esbjerg som en af sæsonens højdepunkter

Mustapha Bundu var forrygende. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Mustapha Bundu var forrygende. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ESBJERG (Ekstra Bladet): Mustapha Bundu førte an og scorede de to første træffere, da AGF blev det første hold i pokal-semifinalen efter en sikker 4-1 sejr ude over Esbjerg.

En sejr som for alvor tænder op under de stolte pokaltraditioner i Smilets By.

- Vi vil gå hele vejen. Vi kender holdene, der er tilbage i turneringen, kom det uden tøven fra Mustapha Bundu efter slutfløjtet i en kamp, hvor hurtigløberen til tider løb om hjørner med den polske VM-spiller Rafal Kurzawa og gav løfter om, at topformen ikke er langt væk.

- Jeg er ikke langt fra 100 procent. Jeg gik glip af de første tre uger i opstarten grundet knæproblemer, men jeg føler det nærmer sig. Jeg mangler ikke mere end fem procent for at være der, sagde Bundu, der forsikrede, at hans sene udskiftning ikke gav anledning til frygt for en ny skade.

Succes for Bundu. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Succes for Bundu. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

- Det var en sikkerhedsforanstaltning, fordi jeg mærkede noget i lysken. Ikke noget at bekymre sig om, sagde han.

Dette var en kamp, hvor AGF'erne var bedst og skabte masser af muligheder takket være et levende angrebsspil, hvor Alexander Munksgaard fungerede storartet i tandem med Bundu på højrekanten og Casper Højer på modsatte fløj skabte masser. Eneste offensive minus var Patrick Mortensens manglende scoringer.

- Det var en stærk præstation. En af sæsonens højdepunkter. Vi havde masser af fantasi og gode i idéer i vores angrebsspil, sagde AGF-træner David Nielsen efter kampen.

Se også: Klovnemål og overdådig stjerne tænder pokaldrømmen for AGF

3 kommentarer
Vis kommentarer