Dårligt nyt for Brøndby: AGF sparer stjernerne

AGF lader klubbens største profiler sidde over mod FC Midtjylland forud for kampen om Europa på fredag

David Nielsen har valgt at spare profilerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
David Nielsen har valgt at spare profilerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Skulle Brøndby selv klokke i det hjemme mod FC Nordsjælland, så skal de nok skrue forhåbningerne om hjælp fra AGF i Herning en anelse ned.

AGF sparer både Casper Højer Nielsen, Sebastian Hausner, Kevin Diks og Patrick Olsen forud for kampen mod enten Sønderjyske eller AaB om en plads i næste sæsons Conference League.

Klubben oplyser således, at ingen af de fire, som ellers er blandt de største profiler og fast inventar i startopstillingen, er i truppen til dagens kamp mod FC Midtjylland. En skadet Patrick Mortensen også er helt ude af truppen, ligesom det var tilfældet mod Brøndby torsdag.

Artiklen fortsætter under billedet..

AGF er uden profiler som Casper Højer Nielsen og Kevin Diks mod FC Midtjylland. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AGF er uden profiler som Casper Højer Nielsen og Kevin Diks mod FC Midtjylland. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

I stedet er Milan Jevtovic og Daniel Arzani indkaldt sammen med U19-spillerne Jacob Andersen og Mathias Sauer, skriver AGF.

AGF skal som nummer fire i Superligaen ud i en kamp om adgangen til Conference League-kvalifikation mod vinderen af nedrykningsspillet, som bliver enten Sønderjyske eller AaB. Den kamp spilles fredag, og derfor har David Nielsen og AGF altså valgt at spare profilerne til det opgør.

Brøndby kan sikre sig mesterskabet med en sejr over FC Nordsjælland, men får brug for AGF's hjælp, hvis de selv smider point.

Brøndby har også offentliggjort sin trup til kampen, men her er der ingen overraskelser at komme efter. Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm er ude med karantæne, mens Peter Bjur fortsat er skadet. Til gengæld er Anthony Jung tilbage efter endt karantæne.

Alle tre kampe i mesterskabsspillet fløjtes i gang klokken 17, og Ekstra Bladet dækker naturligvis det hele - før, under og efter kampene.

Hjulmand vurderer Superligaens tophold: Man skal ikke tale FCM og FCK ned – man skal tale Brøndby op.

En række fans er samlet i Brøndbyvester forud for guldkampen mellem FCN og BIF.