Efter fyringen af Ståle Solbakken som manager i FCK har mange AGF-fans været bange for, at de skal miste deres succesfulde træner til konkurrenterne.
Hovedpersonen selv afviser dog.
- Det er meget simpelt for mig. Jeg har min aftale her og er super glad for at være her.
- Det bruger jeg ingen tid på i hovedet. Jeg er selvfølgelig på et personligt plan ærgerlig over, at Ståle har mistet sit job.
- Han har været en vigtig person for mig også i min trænergerning. Han er utrolig dygtig og sød til at snakke med en i forhold til ens valg. Det viser bare, hvad det er for et job, vi har, og derfor er det vigtigt at sætte pris på, hvor man er, og jeg er glad for at være her.
- Det er sødt af jer at nævne mig, men det bliver ikke mig, der skal derover.
- Du kan godt garantere, at det ikke bliver dig?
- Jamen, det bliver det ikke. Jeg er her.
Ekstra Bladet spurgte efterfølgende, om Parken-formand Bo Rygaard, der fyrede Ståle Solbakken, har haft ringet til David Nielsen, men hertil havde AGF-træneren ingen kommentarer.