Direktør-mundkurv med stor effekt i AGF

Panikken er under kontrol hos De Hvide trods to store hjemmebane-nederlag i træk

AARHUS (Ekstra Bladet): Hvis der er én ting, som du kan regne med ved AGF denne sæson, så er det, at du ikke kan regne med noget.

Aarhusianerne satte en tyk streg under det, da de mandag aften tabte klart til FC Midtjylland på hjemmebane.

Sæsonens andet store nederlag i egen hule. Og blandt de passionerede AGF-fans på nettet blev knivene hvæsset og kritikken rettet mod Glen Riddersholm.

Yderst interessant virker nederlaget imidlertid til at have haft en gavnlig effekt dagen derpå.

Direktør med mundkurv
Direktør Jacob Nielsen gav sig selv mundkurv på efter slutfløjtet og ønskede ikke at kommentere på det sportslige.

Jacob Nielsen lægger ikke normalt bånd på sig selv. Han har kaldt et par af efterårets nederlag for pinlige, og i foråret bad han sine spiillere om at tjekke efter i underbukserne, om de var udstyret til herre-fodbold.

AGF-bossens stil udadtil har skabt stor intern utilfredshed i spillertruppen, og derfor er det øjeblikkeligt blevet noteret i spillertruppen, at alt ikke er sort eller hvidt alt efter resultatet i weekenden.

Og det giver plads til sportschef Peter Christiansens nuancerede syn på 3-0 nederlaget mod FC Midtjylland.

- Det er AGF i en nøddeskal i forhold til den opmærksomhed vi får. På en uge har vi slået nummer et i Superligaen. Vi er ulykkeligvis røget ud af pokalen, som er en turnering, som vi gerne vil langt i. Og så taber vi til det hold, der måske ender med at vinde Superligaen.

- Hvis man vil male fanden på væggen, så kan man diskutere om de tre resultater giver anledning til det? konstaterer sportschef Peter Christiansen dagen derpå fra på det midlertidige kontor på Fredensvang, hvor byggeriet af klubbens nye klubhus sætter sit præg. (Artiklen fortsætter)

doc6wudl9rx3wwga5nxnyv.jpg 

Byggerodet er meget symbolsk for situationen i AGF lige nu. Det er svært helt at se, hvordan det hele ender. Og det gør ondt i en klub, hvor nedrykningerne tegner yderpunkterne af de seneste 12 år. 

- Silkeborg slipper af sted med at tabe 4-0 i Parken. De har et stolpeskud eller to i de første ti minutter, men bortset fra det, så er de spillet længere ud af banen, end vi er mod FC Midtjylland. De slipper afsted med at sige, at FCK har fået styr på deres sager. Godt… så er den parkeret, pakket, bånd omkring, så afleverer vi den.

- Jeg forstår godt det er sådan. Vi lever med, at vi er AGF, og der er pres på for at levere resultater, men at lige præcis den her uge skulle være årsag til at diskutere dommedag, det har jeg svært ved at se, understreger AGF's øverste ansvarlige på det sportslige område.

Alt for ustabile
- Når vi leverer så svingende præstationer uge efter uge, så skal vi bare være super-ydmyge omkring det. Vi skal finde den formel, der kan få noget stabilitet ind i holdet, for det er det eneste, der kan give ro og give point, siger han og tættere kommer han ikke på at kommentere Jacob Nielsens beslutning om ikke at kommentere det sportslige.

- Der er forskel på det vi bringer til kampen mod FC Midtjylland i forhold til vi kom med mod Randers FC.

- Hvis jeg hele tiden skulle bevæge mig fra, at jeg synes det var fantastisk til at alt var noget lort, så kunne jeg ikke navigere.

- Lige nu må vi bare konstatere, at vi er ustabile, og så må vi være ydmyge omkring det. Og det må trænere, spillere og jeg forstå, at det er der, vi er lige nu. Vi leder efter den stabilitet, der er alfa og omega i fodbold, siger Peter Christiansen.

- Når der er så store udsving, så skal vi jo finde ud af, hvorfor en spiller kan levere en kamp, men ikke tre eller syv dage senere.

- Kampen mod FC Midtjylland var jo mod en modstander, der kommer til at bejle til guldet og de kommer med et internationalt udtryk, som på mange parametre kan være et forbillede for, hvor vi gerne vil hen. Man skal jo ikke være for fin til at sige, at det der virker, erkender AGF-bossen..

doc6wuejkk25w58ouiigjg.jpg

- Mit generelle indtryk af kampen mod FC Midtjylland var at vi kom med kvalitet, men den kvalitet som de kom med var bare større. Men det er ikke fordi vi ikke er på banen.

- Vi skaber den første chance i kampen, vi har masser af gunstige muligheder, hvor vi lige mangler den afgørende kvalitet på de små ting, og det er der, hvor du bliver straffet mod de bedste hold i Superligaen, konstaterer han.

Træner-snak er parkeret
- Jeg tror fuldt og fast på den gruppe af spillere, vi har hentet. Hvis vi ellers forstår at arbejde i den situation, vi befinder os i nu, så tror jeg på at vi kan ende i top seks, fastslår han og erkender at fortidens dårlige minder sidder dybt.

- Jeg forstår godt hvorfor spørgsmålene og tingene bliver sat på spidsen. Men jeg kan jo ikke lede skibet på baggrund af noget, der er sket i fortiden.

- Jeg bliver nødt til at forholde mig til det jeg ser nu, og hvad trænerne ser… hvordan jeg ser vores gruppe, hvordan jeg ser de præstationer, vi laver. Jeg kan ikke gøre andet. En video af en sejr over Randers for ti år siden, kan jeg jo ikke bruge til noget bare fordi det var fedt, siger han og konstaterer at det er uaktuelt at diskutere fremtiden omkring Glen Riddersholm, der har udløb til sommer.

- Vi synes ikke det er aktuelt at diskutere trænersituationen. Lige nu koncentrerer vi os om at få gjort holdet stabilt og vinde fodboldkampe, fastslår han.

Se AGF-boss forklare situationen omkring Glen Riddersholms kontrakt

AGF blev ydmyget i Aarhus: Se FCM-målshowet her  

AGF-boss taler ud om Riel-handel: Det skete 23.57

To Superliga-trænere i spil til topjob i USA

Riddersholm slagter AGF-spillere