Ellevild AGF-træner: - Vi overfaldt FCM

AGF-træner David Nielsen er imponeret over det comeback, hans hold viste i 4-3-sejren over FC Midtjylland

David Nielsen og AGF tog tre point med hjem til Aarhus efter en medrivende topkamp. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
David Nielsen og AGF tog tre point med hjem til Aarhus efter en medrivende topkamp. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her.

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

Efter en forrygende kamp tog AGF søndag aften en vild 4-3-sejr over FC Midtjylland, efter at holdet ellers havde været bagud 1-3, og det imponerer AGF-træner David Nielsen.

David Nielsen føler, at det imponerende comeback viser, hvad hans spillere er gjort af, især efter at holdet fik en skrækkelig start på anden halvleg ved at forære to scoringer til AGF og dermed komme bagud med to.

- Spillerne viste tydeligt, at de er i stand til at rejse sig i modgang. Vi mener, vi kan spille op med FCM og var derfor kede af, at vi smed kampen lidt på gulvet, men jeg er helt vild med den reaktion, vi viste.

- Vi holdt fokus på det, der skulle holdes fokus på, og så snart vi lugtede blod ved at score vores andet mål, så overfaldt vi dem og straffede dem benhårdt, siger Nielsen.

Den helt store profil for AGF var den islandske kantspiller Jon Thorsteinsson, som scorede AGF’s tre første mål og lagde op til angriber Nicklas Helenius’ sejrsmål i overtiden.

Islændingen var efter kampen ikke meget for at tale om sig selv, men sendte rosen videre til holdet.

- Sejren betyder en hel masse og viser, hvad vi står for som hold.

- Vi har vist, vi kan slå alle hold, og at vi har en bred trup med mange spillere, som kan være med, siger Thorsteinsson.

21-årige Thorsteinsson, som med søndagens tre scoringer er oppe på otte mål i Superligaen i denne sæson, har ikke fokus på andenpladsen, hvor FCK ligger med syv point ned til AGF:

- Vi tager kamp for kamp. Der er 21 point at spille om, så vi forsøger bare at hente så mange point som muligt, så ser vi, hvor langt det tager os.

Venstrebacken Casper Højer spillede igen en god kamp for AGF og føler, at sejren viser lidt om holdets moral.

- Vi har et stærkt hold, som står bag hinanden, og vi bebrejder ikke hinanden, når vi begår fejl.

- Vi har et stærkt fællesskab, og der er vel ingen stærkere måde at vise det på, end hvad vi viste i denne kamp, siger backen.

AGF har på tredjepladsen ni point ned til både FC Nordsjælland og Brøndby med syv runder tilbage af mesterskabsspillet.

Her kan du læse Benjamin Leanders store analyse af det gule kort til Carlos Zeca (+).

Se også: Vanvittigt comeback!

4 kommentarer
Vis kommentarer