Fem kampe uden sejr: Ingen grund til AGF-panik

AGF har ikke vundet i fem Superliga-kampe, men træner Morten Wieghorst er optimistisk forud for fredagens hjemmekamp mod SønderjyskE

Morten Wieghorst (Foto: Anders Brohus)
Morten Wieghorst (Foto: Anders Brohus)

Efter en fornem sæsonstart er luften gået en smule af AGF-ballon. For en uge siden tabte de 2-1 til Hobro, og det betyder at aarhusianerne ikke har vundet i fem kampe.

Der er dog ingen grund til at gå i panik ifølge AGF-træner Morten Wieghorst, der mener at hans hold er på rette vej.

- Vores timing i de offensive løb er vigtig, og vi skal bruge den plads, som er bag modstanderen - også selvom de i perioder står lavere. Hvis vi tænker tilbage på de muligheder, vi har skabt i de seneste kampe, så er de ofte kommet ved dybe stikninger, selvom der ikke har været så meget plads. Så der er absolut muligheder, men det afhænger af timingen i løbene og den rigtige pasningsfod.

- Og så skal kvaliteten i vores afslutninger blive bedre. Der er simpelthen for mange af vores afslutninger, der går over mål. Men vi skal ikke male fanden på væggen. Vi har spillet to gode kampe, men vi mangler lige det sidste.

- Vi føler, at vi er på rette vej, men det bliver helt sikkert en svær opgave i morgen, for det er en modstander, der er kommet rigtig godt i gang. De kampe, de har tabt, har været mod top 4-holdene fra sidste sæson. De har til gengæld også fået nogle store sejre, og i Bechmann og evt. Dalgaard har de spillere, der er dygtige til at score mål, så vi skal have respekt for de kvaliteter, SønderjyskE har, siger Wieghorst til klubbens hjemmeside.

AGF har ti point for otte kampe i Superligaen, hvilket rækker til en sjetteplads.

TV: Se højdepunkterne fra sidst AGF vandt i Superligaen her

10 kommentarer
Vis kommentarer