Fiaskokursen fortsætter for AGF

Elendig optakt til pokalfinalen for århusianerne fredag aften i superligakampen mod Viborg

Jonas Kamper og Viborg vandt fredag 2-1 over Daniel Christensen og AGF. (Foto: Anita Graversen)
Jonas Kamper og Viborg vandt fredag 2-1 over Daniel Christensen og AGF. (Foto: Anita Graversen)

AARHUS (Ekstra Bladet): Næsten 20.000 AGF-fans har investeret i billet og rejse for at bakke deres yndlinge op i pokalfinalen mod FCK i Parken på torsdag. Og man må så sandelig håbe, at de får mere for pengene, end de hvide århusianere gav deres hjemmepublikum, da forårsnedturen i Superligaen fortsatte med 1-2-nederlaget til Viborg.

Ellers får de kun en lang, lang næse for deres investering og risikoen for, at de kommer til at se deres hold blive kværnet af Ståle Solbakkens tropper er i hvert fald i denne stund langt større end håbet om at gentage triumfen fra for 20 år siden.

Specielt hvis man kigger på den første time af opgøret mod Viborg. For her leverede pokalfinalisterne en pinlig indsats langt under det acceptable.

Det kom lidt mere vilje i tingene i slutfasen, hvor indskiftede Jesper Lange også fik skabt lidt spænding med sin reducering på en flot helflugter fra kanten af feltet. Glemmes i den forbindelse skal dog ikke, at gæsterne i den anden ende af banen skabte en stribe muligheder på kontra, som kunne have lukket kampen.

Otte kampe uden sejr i foråret
Og faktum er, at aarhusianerne nu har spillet den otte Superliga-kampe siden vinterpausen uden sejr. Ubetinget en fiasko for træner Glen Riddersholm.

En halv chance til Kim Aabech, der sparkede forbi, da han fik muligheden tæt under mål var, hvad hjemmeholdet formåede at diske op med af farlighed i 1. halvleg.

1-0! Viborg i front på smuk scoring

Og sådan blev det blandt andet fordi, at det åbenbart ikke var gået op for nogle af AGFs spillere, at Morten Duncan sad udenfor med karantæne.

I hvert fald bankede de ørkesløst høje bolde ind i feltet, hvor Viborgs to centerforsvarere Jacob Egeris og Søren Reese herskede med stor autoritet, der blev svækket efter godt en halv time, da målscorer til 1-0 Serge Deble måtte udgå, fordi hans lyskeskade brød op.

Ingen slinger i valsen for Curth
AGF kunne være kommet bagud allerede efter et par minutters spil, men ellers velspillende Jonas Kamper missede denne mulighed, og det gjorde Søren Frederiksen også, da han fik en stor chance kort før pausefløjtet.

Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da Jeppe Curth efter kanp en time blev spillet fri i venstre side af straffesparkfeltet – den rutinerede veteran placeret iskoldt bolden i det lange hjørne hos Steffen Rasmussen.

Til gengæld var han ikke skarp, da han umiddelbart efter AGFs reducering fik en chance til 3-1. Her vandt Steffen Rasmussen en direkte duel, og det var altså bare en af flere muligheder for Viborg til at lukke kampen.

Jesper Lange reducerer med et pragtmål

81 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere