Godt nyt til AGF-fans: Forsvarskriger forlænger

Svenske Niklas Backman har fået to år yderligere til sin aftale

Niklas Backman gør hvad, han gør bedst: header bolden væk. Foto: Jens Dresling
Niklas Backman gør hvad, han gør bedst: header bolden væk. Foto: Jens Dresling

Han er en rigtig kriger, og nu er han også AGF'er i to sæsoner yderligere.

Klubben fra Aarhus har netop offentliggjort, at svenske Niklas Backman har forlænget sin aftale med klubben, så den nu løber frem til sommeren 2021.

Den 30-årige forsvarsspiller har dermed fremtiden på plads.

- Det er skønt at få det på plads og jeg er meget glad for, at min fremtid fortsat ligger i AGF og i Aarhus. Jeg trives virkelig godt i klubben og det samme gør min familie i byen, så det var med stor glæde, at jeg kunne skrive under på en forlængelse. Dialogen med PC har været fin hele vejen igennem og AGF har hele tiden været mit førstevalg - så det 'jättebra', siger Niklas Backman til klubbens hjemmeside.

Backman sad ude i store dele af efteråret, hvor han havde virusmeningitis. En sygdom i hjernen, der dog ikke er lige så slem, som hvis det havde været bakterielmeningitis. Backman skulle derfor bruge tid på at komme sig, men da han først også blev frisk, kom han så småt tilbage i startopstillingen.

Det var især i den periode, hvor Backman var ude, at AGF havde problemer defensivt og lukkede en del mål ind. Sportschefen er glad for at have lukket aftalen med svenskeren, der kom til AGF i 2016.

- Vi er glade for at komme i mål med en forlængelse med Niklas. Han er en spiller, der altid spiller med en uovertruffen vindermentalitet og som med stolthed bærer AGF-trøjen på bedste vis. Han har nu været her i nogle år, og på trods af nogle perioder med skader, så leverer han altid sit bedste - på og uden for banen. Han er tillige en voksen og moden spiller som mange af vores andre spillere - ikke mindst de unge og fremadstormende - kan kigge på og spejle sig i, når det kommer til at repræsentere AGF og vores værdier, siger sportschef Peter Christiansen.

Niklas Backman har spillet 78 kampe og scoret fire mål. Svenskeren er sådan en type, der går hårdt ind i alle dueller, og flere gange har han rendt med bandager på hovedet for at stoppe blødninger.

Se også: Eriksen i straffedrama: Nye regler skyld i afgørelsen
Se også: Nem lodtrækning til Brasilien

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere