Kæmpe nedtur for AGF

AGF's formøblede 1-0-føring mod OB og har brug for en stribe mirakler for at nå medalje-slutspillet

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AARHUS (Ekstra Bladet): OB's forvandling er komplet. Fynboerne lå sidst efter seks spillerunder, men de blev mandag aften det blot tredje hold, der sikrede sig plads i medaljeslutspillet efter et stort comeback ude mod AGF.

Sejren sikret af Troels Kløve ti minutter før tid, da gæsternes flotte anden halvleg kulminerede. Kamil Grabara fik reddet alene med Anders K. Jacobsen, men bolden hoppede hen til den helt fri OB'er, der simpelt headede bolden i mål. 

En demonstration af hvor stærkt OB har fået vendt sin sæson på hovedet, at de helt fortjent fik vendt et truende nederlag til sejr.

AGF hentede i vinterpausen Patrick Mortensen ind for at styrke angrebet og tårnhøje Frederik Tingager for at kitte forsvaret sammen. Da mandag AGF endegyldigt sagde farvel til medaljeslutspillet måtte de to nøgle-anskaffelser bære et stort ansvar for at det kiksede.

Patrick Mortensen forivrede sig nemlig som en uerfaren teenager, da han efter 53 minutter pludselig kom helt alene med OB-keeper Sten Grytebust.

En skidt clearing fra Jeppe Tverskov boblede ned til AGF-angriberen, der både skulle tage højde for den skruede bold og OB-målmanden. Men lige præcis den opgave var AGF'eren hentet ind for at løse.

Et mål der havde gjort det til 2-0 til AGF og for alvor tændt slutspilsdrømmen. Få minutter senere atter en stort Mortensen-chance på oplæg fra sprælske Kasper Lunding, men AGF-angriberen svigtede atter foran mål, da hans chip slet ikke var i stand til at fiksere Sten Grytebust.

I stedet blev De Hvides drøm forvandlet til mareridt, da et stadigt stærkere OB-mandskab skruede op for dampen. Og midtvejs i anden halvleg tippede kampen helt retvisende i fynsk retning.

Casper Nielsen kronede en stor anden halvleg med en genial pasning mod Anders K. Jacobsen, der slap alene med Kamil Grabara. Hans afslutning blev flot reddet, men inde foran målstregen var Frederik Tingager ikke konsekvent nok og det udnyttede Bashkim Kadrii til at hugge udligningen ind i det tomme net.

Anden halvleg startede med et meget skidt varsel til hjemmeholdet. Frederik Tingager fejlede i en nærkamp med Anders K. Jacobsen midt på egen banehalvdel  og OB's Bashkim Kadrii kom helt alene igennem med Kamil Grabara. Duellen vandt den polske keeper dog formidabelt og fik akkurat dirigeret kuglen til hjørnespark.

Det varsel endte med at ramme AGF hårdt, selv om de bare få minutter senere kom i spidsen, da åbenbaringen Kasper Lunding strøg igennem på Mustafa Aminis flotte pasning og gjorde det til 1-0.

Det amputerede AGF-mandskab formåede imidlertid ikke at score til 2-0 og så endte OB til sidst med at sætte kronen på værket.

AGF har nu brug for en sejr i Aalborg og et par små mirakler i Hjørring og Odense på sidste spilledag for at nå med i medaljeslutspillet.

Se også: Har Ståle ret? Her er sandheden om udskældt bane

Se også: Gider ikke høre FCK-brok: - Er det ikke bare en dårlig undskyldning?

Se også: Så meget betaler AaB for bomber

70 kommentarer
Vis kommentarer