Nyt nederlag: Krisen kradser i AGF

AGF har stadig ikke fået en sejr i denne sæson, og 'De Hviee' var ikke i nærheden i Aalborg

Nyt nederlag: Krisen kradser i AGF

Fossum sætter Aalborg Portland Park på den anden ende: 1-0 til AaB. TV: Discovery Networks

AGF har fået en rædselsfuld indledning på denne sæson. To point i fire Superliga-kampe krydret med den skandaløse Europa-exit mod nordirske Larne: Semiprofferne, der stadig har sommerferie.

I Aalborg var AGF tæt på sammenbrud.

Så galt gik det trods alt ikke, men der er mere end rigeligt at tænke på for David Nielsen inden næste kamp mod FCK.

Gæsterne indledte ellers opgøret glimrende, og efter bare tre minutter var Jon Thorsteinsson tæt på at chippe AGF i front. Islændingens afslutning tog dog toppen af overliggeren.

Få minutter senere var selvsamme Thorsteinsson heldig med ikke at få marchordre for en ’Thorsteinsson classic’.

Kantspilleren havde fået én på snudeskaftet i en duel og måtte tilses af en læge. Thorsteinsson løb selv på banen efter endt behandling, men det havde han angiveligt ikke fået tilladelse til af dommerteamet. Derfor fik han et gult kort.

Det tolererede AGF’eren på ingen måde og strøg ud i fjæset på linjedommeren og pegede truende direkte ind i ansigtet på manden med flaget. Det kan sagtens være, Jon Thorsteinsson er en super flink fyr uden for banen, men det virker til, at der springer en sikring eller to på øverste etage, så snart han får græs under fødderne ...

Hjemmeholdet fik langsomt spillet sig ind i opgøret, og efter en god halv time var det derfor ikke ufortjent, at aalborgenserne bragte sig i front.

Milan Makaric satte tonstunge Tingager i en løbeduel og smækkede bolden i feltet, hvor det ikke lykkedes Oliver Lund at cleare trods rigeligt med tid. I stedet havnede den lille runde hos Iver Fossum, der køligt sparkede denne forbi Jesper Hansen.

AaB var klasser bedre end AGF søndag aften. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB var klasser bedre end AGF søndag aften. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Kort inde i anden akt øgede Mathias Ross til 2-0 på et hjørnespark fra Iver Fossum. Bolden fik lov til at ramme jorden i feltet, så den unge AaB-forsvarer kunne føle en halvflugter over i fjerneste hjørne. Elendig opdækning. Eminent scoring.

Herfra lugtede det både af 3-0 og 4-0, da AaB satte spillet et gear op og accelererede til et tempo, der var det bedste set under Martí Cifuentes.

AGF var tæt på at knække. Derfor skiftede David Nielsen FIRE mand med 25 minutter igen.

Det taktiske træk standsede blødningen, men slettede ikke helhedsindtrykket. AGF pressede på for en reducering, men indsatsen var slet ikke nok til at få point mod et yderst velspillende AaB-hold.

Nyt nederlag: Krisen kradser i AGF