Tøffe: 'AGF har et helt tydeligt problem'

I sidste sæson var AGF i stand til at kværne sine modstandere og slog ofte topholdene. I denne sæson har det været en anden historie for aarhusianerne

- Der er ingen tvivl om, at vi skal have vores hold op på et højere niveau, lød det fra David Nielsen efter sidste weekends 4-1-nederlag til FCM.

GAD VIDE, OM AGF'S seneste resultater er gået tabt på turen over Skagerrak? Er det tilfældet, giver jeg gerne norske Stig Inge Bjørnebye den del af salgstalen, som AGF formentlig er driblet udenom.

Den klub, du kommer til, Stig Inge, har kun vundet én af deres seneste ti kampe, og lige nu peger pilen i den helt forkerte retning. Har du stadig lyst til at være sportschef?

Spøg til side. Selvfølgelig er jobbet som sportschef i AGF attraktivt og tillykke med det. Jeg lover dig, at du ikke kommer til at kede dig!

Stig Inge Bjørnebye blev onsdag præsenteret som ny sportschef i AGF. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix
Stig Inge Bjørnebye blev onsdag præsenteret som ny sportschef i AGF. Foto: Svein Ove Ekornesvåg/Ritzau Scanpix

JEG HAR BRUGT MEGET tid på at tænke over, hvad der er galt og er i mit forsøg på at finde en forklaring på nedturen dykket dybt i statistikkerne.

I AGF's tilfælde kan det meget vel være forskellen på medaljer og Europa og en lang næse at trutte i!

Det har været interessant læsning. Jeg tror ikke, at svaret skal findes i tallene, men lad os tage dem alligevel.

  • I sidste sæson havde AGF en scoringsprocent på 15,1 pct. I denne sæson er den 14,6 pct.
  • AGF havde bolden 45,9 pct. af tiden i sidste sæson. I denne sæson er tallet 44,8 pct.
  • I sidste sæson var AGF det hold med næstflest afslutninger. De er nummer tre i denne.
  • 43,3 pct. af afleveringerne var fremadrettede i sidste sæson. Tallet i denne sæson er 43,5 pct.
  • De scorede i gennemsnit 1,61 mål per kamp i 2019/20. Det aktuelle tal er 1,50.
  • Endelig lukkede de i snit 1,14 mål ind per kamp i sidste sæson. I 2020/21 er det 1,17.  

SOM I KAN SE, minder denne sæson meget om sidste sæson, når man ser på flere af statistikkerne, men alligevel er der en ikke uvæsentlig forskel i pointantallet.

AGF har et pointsnit på 1,58 per kamp i denne sæson, hvor det i sidste sæson var oppe på 1,78. 0,2 point per kamp svarer til lidt over syv point på en hel sæson.

I AGF's tilfælde kan det meget vel være forskellen på medaljer og Europa og en lang næse at trutte i!

I SIDSTE SÆSON var AGF i stand til at besejre de andre tophold. Faktisk var de markant bedre mod dem end mod bundklubberne.

AGF fik 38 point mod de øvrige top-6-hold i 2019/20-sæsonen - 1,9 point i snit. I denne sæson har de blot fået ti point i foreløbig 12 kampe mod top-6-modstandere - 0,83 point i snit.

Når nu tallene ikke giver mig en forklaring, må jeg bruge mine egne øjne.

Der er dog en statistik, der bekræfter mig i det, jeg ser - nemlig at man i denne sæson som hold har løbet fem kilometer mindre i snit per kamp.

Det fortæller mig, at AGF ikke spiller med samme energi og friskhed som i sidste sæson.

Min påstand er, at hvis AGF vil fortsætte med at spille power-fodbold, kræver det større kvalitet i bredden af truppen

DAVID NIELSENS MANDSKAB kværnede ofte modstanderne i sidste sæson. De kom med en gang overfaldsfodbold med power, fart og fysik. Der var muskler og vildskab. AGF havde simpelthen en fed udstråling og spillede noget af det mest seværdige fodbold i Superligaen.

Sådan har det ikke været længe, og AGF har helt tydeligt et problem, når batterierne er lidt flade, og man ikke kan komme med samme udtryk.

Skader og karantæner er en del forklaringen. I de første 24 runder har David Nielsen kun to gange kunne stille med det samme hold to kampe i træk.

De har savnet kontinuitet, men det ville også være rart med en plan B … eller bare en bænk, som du som træner havde større tillid til.

DA DAVID NIELSEN I SIDSTE weekend gik forbi FC Midtjyllands bænk, sagde han 'what a fucking bench'. Har han sagt det samme om AGF’s, har betydningen i hvert fald ikke været denne samme…

FC Midtjylland havde Jesper Hansen, Pione Sisto, Gustav Isaksen, Mikael Anderson, Brumado, Ailton og Japhet Sery Larsen på bænken.

AGF's bænk? Alex Gersbach, Niklas Backman, Bror Blume, Jón Thorsteinsson, Alexander Ammitzbøll, Thomas Kristensen og Daniel Gadegaard Andersen. What a fucking bench!

Det er svært for AGF-træneren at ændre kampbilledet med sådan en bænk. Ofte bliver det bare én til én-udskiftninger, og aarhusianerne er derfor meget nemme at læse.

Vil David Nielsen lave et quickfix, kan han lade holdet stå lavere og mere kompakt og lade Brøndby spille mod et etableret forsvar.

Det er bestemt ikke deres livret, og det vil tage brodden af deres hurtige, farlige omstillinger.

David Nielsens bænk i AGF er ikke imponerende. Foto: Jens Dresling
David Nielsens bænk i AGF er ikke imponerende. Foto: Jens Dresling

MIN PÅSTAND ER, at hvis AGF vil fortsætte med at spille power-fodbold, kræver det større kvalitet i bredden af truppen, og det er så her, at Stig Inge Bjørnebye kommer ind i billedet.

Der er fem lejesvende i den nuværende trup, og de bliver i hvert fald ikke alle sammen.

Bror Blume får ikke forlænget sin kontrakt, Niklas Backman skranter, og skal man have penge for Casper Højer, er det sidste chance, da kontrakten udløber til nytår.

Der er ingen tvivl om, at der kommer til at ske noget i AGF til sommer.

Stig Inge Bjørnebye virker veltalende og har kontakterne i orden, men har fået et stempel med fra Norge om, at han er bedre til at sælge end til at købe.

I den nuværende situation havde det vist være bedre, hvis det havde været omvendt!

Så hermed velkommen til Danmark og AGF, Stig Inge. Som jeg sagde: det bliver ikke kedeligt...

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes spåkugle

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Horsens-Lyngby

En drabelig dyst mellem to hold, der ikke har givet op og kæmpet for livet. Jeg tror på masser af mål og en sejr til Lyngby.

De har været gode til at skabe chancer i 2021 og har en trumf i Emil Nielsen. I sine seneste fem kampe har han været involveret i seks scoringer.

Mit bud: 2-3

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

OB-SønderjyskE

Det ender ofte uafgjort, når de to mødes, og det bliver også tæt denne gang.

Jeg tror dog på en smal OB-sejr, selvom SønderjyskE er i færd med at redde sæsonen efter en imponerende sejr i pokalen over FC Midtjylland.

Friske fynske ben gør udslaget.

Mit tip: 2-1

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

FC København-FC Nordsjælland

FCK har haft et godt tag på nordsjællænderne i denne sæson og vinder for første gang i 2020/21 to Superliga-kampe i træk i Parken.

FCN er sammen med FCM det mest formstærke hold de seneste ni kampe, men FCK har fået færten af sølv og sejrer.  

Mit bud: 3-1

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Brøndby-AGF

En fed topscorerduel i et historisk brag.

Med en sejr vil Brøndby holde liv i guldhåbet og samtidig spolere AGF's medaljedrøm. Den chance lader de ikke gå fra sig. Jeg tror på, at Brøndbys fart bliver afgørende.

Mit bud: 3-1