Vraget målmand skifter til AGF

Den 36-årige målmand Jesper Hansen skifter fra FC Midtjylland til AGF på en to-årig kontrakt

Jesper Hansen tager til smilets by. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Jesper Hansen tager til smilets by. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Rygterne har længere sendt Jesper Hansen til smilets by, og onsdag blev det offentliggjort, at den 36-årige målmand skifter fra FC Midtjylland til AGF på en to-årig kontrakt.

Det skriver AGF på deres hjemmeside.

- Som vi siger, hvor jeg kommer fra; Det er en top top, keeper vi får til AGF i Jesper Hansen, og vi er rigtig glade for, at det er lykkes at lave en aftale med spilleren selv og med hans tidligere klub, FC Midtjylland, om en transfer, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye

- Jesper Hansen sætter en høj standard for sig selv og for sine holdkammerater, og det kommer han også til at gøre her i AGF, hvor han kommer med en stærk kultur og en stor erfaring, som vi får stor glæde af, uddyber AGF's norske sportschef.

Jesper Hansen var i flere år fast mand i FC Midtjyllands startopstilling, men det ændrede sig, da ulvene fra heden hentede landsholdsmålmand Jonas Lössl i Everton tilbage i vintertransfervinduet.

Det var dermed en meget utilfreds Jesper Hansen, der måtte sætte sig på bænken, imens han var på udkig efter en ny klub.

Den har han nu fundet i AGF, der i den seneste sæson havde polske Kamil Grabara i målet, der var på leje fra Liverpool.

Jesper Hansen nåede at vinde et mesterskab og to pokaltitler med FC Midtjylland.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Få eksperternes tips til, hvordan du skal spille på landskampen i aften i videoen her: