Palle Svarrer Ankersen kunne i sin sidste tid glæde sig over, at sønnen Peter var blevet dansk mester, men han nåede desværre ikke at se ham løfte trofæet i Parken.
Fredag i sidste uge sov landsholdsspillerens far stille ind omgivet af sine kære. Kun 57 år gammel.
Dagen efter gik Peter Ankersen på banen for FC København.
Manager Ståle Solbakken tilbød ham at sidde over, men den 28-årige back ønskede selv at spille kampen mod FC Nordsjælland og kunne lørdag aften løfte mesterskabstrofæet.
Det var i farens ånd, at Peter Ankersen trods de svære omstændigheder spillede opgøret, og det samme var tilfældet for hans tvillingebror, Jakob, der søndag var i aktion for AGF mod Randers FC.
Det er tre år siden, at Ankersen-familien blev ramt af den frygtelige nyhed om, at Palle Svarrer Ankersen havde en tumor i hjernen.
Han kæmpede med sygdom de sidste år af sit liv, men ifølge JydskeVestkystens nekrolog var fodboldtvillingernes far positiv til det sidste
- Palle har taget sin sygdom med oprejst pande. Han har i hele forløbet været åben og ærlig over for sine omgivelser.
- Han har aldrig gemt sig, og hans kolleger fik jævnligt en opdatering af, hvordan det gik. Han har aldrig beklaget sig over sin sygdom, og han var afklaret med døden.
- Palle var et fantastisk menneske, som vi har mistet alt for tidligt, siger hustruen, Helene Ankersen, til JydskeVestkysten.
Palle Ankersen var tidligere en del af amatørbestyrelsen i EfB og også holdleder for Peter og Jakob Ankersens ungdomshold i Esbjerg.
Han fulgte sine drenges færd på fodboldbanen tæt og og ringede altid efter kampene.
Da FCK (uden en sygdomsramt Peter Ankersen) for knap halvanden uge siden mødte Esbjerg på udebane, var han trods svækkelse på stadion.
Det blev Palle Svarrer Ankersens sidste fodboldkamp. Han bisættes fredag fra Zions Kirke i Esbjerg.
Drama før finale: Rasende træner udvandrer
Dansk klub hårdt ramt af matchfixing: Nu fyrer de træneren