Stærke Silkeborg satte AGF på plads

Troels Bechs tropper er nu ubesejret i otte kampe i træk

Flinta og Silkeborg var bedst (Foto: Claus Bonnerup)
Flinta og Silkeborg var bedst (Foto: Claus Bonnerup)

Fort Aarhus er faldet. Silkeborg blev skarpretterne, der gav AGF det første nederlag på eget græs i halvandet år til stor skuffelse for godt 10.000 tilskuere.

2-0 blev et fortjent slutfacit i en kamp, der også bekræftede, at Troels Bechs tropper i øjeblikket er Superligaens mest formstærke hold.

Otte kampe har holdet nu spillet uden nederlag, og gevinsten på NRGi Park var helt fortjent. Specielt i 1. halvleg var der klasseforskel. Både taktisk og kraftmæssigt havde var gæsterne de skarpe i en kamp, der på grund af tåge over det østjyske var i fare for aflysning helt op til en halv time før første dommerfløjt.

Se også: Superligakamp i fare for aflysning

På det tidspunkt sagde dommer Claus Bo Larsen god for sigtbarheden, men AGFerne havde alligevel meget svært ved at ramme hinanden – blandt andet fordi Martin Jørgensen ikke fik lov at spille samme dominerende rolle, som han har gjort i rigtig mange kampe i dette efterår..

Så selvom Søren Larsen stred godt i forreste linie manglede AGF power i front, hvilket gav gæsternes bagerste kæde med en – igen – stærkt spillende Thorbjørn Holst som dominerende skikkelse gode arbejdsbetingelser.

Og i det fremadrettede spil havde holdet i anfører Martin Ørnskov en utrættelig drivkraft på midtbanen.

Se kampen minut for minut her

Kasper Risgård fik første store chance i en 1. halvleg, der blev domineret af gæsterne. Han fik frit løb med mål og kom også forbi Steffen Rasmussen, men blev tacklet af Artur Sorin, inden han fik afsluttet mod det tomme mål.

Men det var et varsel om, hvad der ventede hjemmeholdet, der kun havde en enkelt udfordrende afslutning i 1. halvleg – nemlig da Aron Johannsson affyret med venstrebenet på en tilfældig chance, men skuddet gik forbi mål.

Til gengæld var der lidt perle over den fuldtræffer, som Silkeborgs velspillende kaptajn Martin Ørnskov serverede, da han brugte sit hold foran 1-0. Han tog et enkelt træk ind i feltet – og kanonerede derefter bolden op i det fjerneste målhjørne uden chance for Steffen Rasmussen.

Fornem 2-0-scoring
Og fornemt var det også, da Silkeborg kom på 2-0. Kasper Risgård fik revanche for sin første afbrænder, da han i fri position behersket løftede bolden over fremstormende Steffen Rasmussen. Jesper Bech og Martin Ørnskov lagde fødder til opspillet.

AGF kom tættere på i 2. halvleg, men målmand Lsasse Heinze var på sin post blandt andet, da han blev udfordret på et godt hovedstød fra Søren Larsen.