Horsens scorer dansk profil

AC Horsens opruster midtbanen markant med tilgangen af Martin Retov, tidligere Brøndby

Martin Retov skifter fra Hansa Rostock til Horsens på en fri transfer. (Foto: Getty)
Martin Retov skifter fra Hansa Rostock til Horsens på en fri transfer. (Foto: Getty)

AC Horsens er ved at gøre truppen klar til Superligaen.

Og med tilgangen af Martin Retov, der siden 2008 har spillet for Hansa Rostock, må den nyoprykkede klub siges at have fået markant forstærkning til midtbanen.

Martin Retov blev for få måneder siden fritstillet i Hansa Rostock, da klubben rykkede ned i den tredjebedste række.

- AC Horsens virkede meget ihærdig for at få mig. Jeg skal hjælpe klubben med at etablere sig i Superligaen og jeg vil gerne bidrage med mit arbejde. Cheftræneren har fortalt mig om sine ideer og jeg glæder mig til at blive en del af AC Horsens, siger den tidligere Brøndby-spiller.

Retov, der på et tidspunkt var anfører i Hansa Rostock, fik tidligere i år syv dages karantæne, da han nikkede en modstander en skalle - kulminationen på et dårligt forår for Retov og klubben.

Cheftræner Johnny Mølby glæder sig over klubbens nye spiller.

- Martin Retov er en rigtig dygtig og erfaren spiller, der kan tilføre holdet en masse. Han er boldfast, stærk i nærkampene og en vindertype. Vi har hentet en motor til midtbanen, siger Johnny Mølby.

30-årige Martin Retov har spillet seks A-landskampe og tidligere optrådt i Superligaen for Køge og Brøndby.