Superligaen forgyldes af nye partnere

Tre af fire officielle partnere er på plads. Betaler hver fem millioner kroner for at få del i Superligaens brand

Det er slut med SAS-liga. (Foto: Lars Poulsen)
Det er slut med SAS-liga. (Foto: Lars Poulsen)

Som en tro kopi af Champions League-sponsoratet er Divisionsforeningen nu parat med et sponsorkoncept for Superligaen, hvor flere parter bliver en del af sponsorpakken.

Divisionsforeningen har netop meddelt, at tre af de fire partnere har indgået en aftale om et sponsorat.

En aftale, hvor hver sponsor smider et beløb i omegnen af fem millioner kroner om året for at blive en del af konceptet i Danmarks bedste fodboldrække, erfarer Ekstra Bladet.

Arbejdernes Landsbank, PricewaterhouseCoopers og en tredje partner, som endnu ikke ønsker at få sit navn frem, er allerede på plads. Den fjerde sponsor forhandes der fortsat med.

Den fjerde samarbejdspartner kan blive et udenlandsk bettingfirma. Men den aftale kan først realiseres fra 1. januar 2011.

12 mio. kr. mere
Men ingen af firmaerne får lov at ’stjæle’ liganavnet, som fremover vil hedde – Superligaen.

Aftalen med SAS udløb med sæsonen, og på trods af generel sponsorafmatning er Divisionsforeningen blevet bekræftet i, at produktet er meget attraktivt.

For der ryger fremover endnu flere sponsorkroner ned i de 12 klubkasser.

SAS betalte således kun otte millioner kroner om året, hvor der tilmed ikke var tale om kontant afregning, fordi aftalen omfattede modydelser i form af flyrejser.

Nu kan klubberne se frem til en samlet årlig indtægt på 20 millioner kroner.