De hænger på Sorteper

Livsfarlig møgstart: Efterårets dumpe-hold i Superligaen forbliver i nedrykningsfare hele sæsonen

Selv om bundproppen Esbjerg af og til viser fin fodbold, mangler mål og resultater, og kun et mirakel kan få holdet væk fra nedrykningskampen, viser erfaringerne. (Foto: Andreas Szlavik)
Selv om bundproppen Esbjerg af og til viser fin fodbold, mangler mål og resultater, og kun et mirakel kan få holdet væk fra nedrykningskampen, viser erfaringerne. (Foto: Andreas Szlavik)

Glem det, kære fans af Esbjerg, SønderjyskE, Vejle, Horsens og AaB. Løbet er kørt.

Når dit favorithold har fået en møgstart på sæsonen, er der intet at gøre. Det kan da godt være, at den trofaste fan har en fornemmelse af, at vendepunktet og storhed venter lige om hjørnet. Men historien fortæller nådesløst en anden beretning.

Nådesløs statistik
Ekstra Bladet har zoomet ind på bundstillingen efter 13 runder siden sæsonen 1995/1996, hvor den nuværende turneringsform blev indført. Og konklusionen er nådeløs.

De fem i bunden skal simpelt hen lave et så markant brud med den historiske trend, hvis det ikke bliver mellem de fem mandskaber, at sorteper uddeles næste sommer.

Hvis de hårdt prøvede fans tror, at det har været rigtig nedslående indtil nu, må vi ile med en deprimerende prognose   ... det bliver endnu værre.

For nedrykning handler helt typisk om, at der er et par hold i bundstriden, der går helt kolde. Tænk bare på Viborg og Lyngby sidste sæson.

Lettest lige efter ferien
– Det bedste tidspunkt at møde de traditionelle tophold på, det er normalt lige efter sommerpausen. Der er de ikke helt i gear. Men seks-syv runder inde i sæsonen er det, som om det hele sætter sig. Og derfra bliver det svært.

– Derfor ser vi typisk det billede med, at små hold henter en del point i starten af sæsonen og så mister pusten, siger AC Horsens-træner Kent Nielsen, der efter et års fravær atter er med i bunden sammen med AC Horsens.

Skåret helt ind til benet handler nedrykningskampen om at være mindst ringe. Bedømt på slutfacit de seneste fem sæsoner bliver striden mellem de fem hold i bunden et kapløb om at nå 18 point i de kommende 20 kampe.

Overlever på 30 point
– Jeg har bidt mærke i, at det kræver færre point at sikre sig overlevelse de senere sæsoner. Typisk er der nogle hold, der går i stå. Jeg er dog ikke sikker på, at det helt kommer til at holde stik den her sæson, så 25-26 point gør det.

– Men 30 point kommer nok til at række, mener Kent Nielsen.

Han får støtte fra Hvidovres tidligere Superliga-træner Jan Kalborg, der i dag er fodbold-ekspert hos DR.

– Jeg er 100 pct. sikker på, at 30 point vil række til overlevelse, siger han og peger skråsikkert på oprykkerne SønderjyskE og Vejle som favoritter til nedrykning.

Tungere for oprykkerne
– SønderjyskE har gjort det fornemt, især på deres egen lille bane. Men de lider under, at det er en meget lang sæson med en meget kort sommerpause. Og banerne bliver tungere og tungere, mens skader og karantæner bliver et tema.

– Det har givet et klart udslag de seneste to kampe, hvor de har lukket otte mål ind. Jeg tror ikke, de laver ret mange point frem til jul, siger Jan Kalborg.

– Jeg synes, der er klare tendenser mod, at AaB er ved at trække sig væk fra bunden. Derfor er jeg stensikker på, at nedrykkerne bliver to af de fire øvrige hold i bunden.

– Jeg tror mest på, at Vejle ryger. Ganske simpelt fordi historien viser, at de gange, Vejle har været i dødskampe, har de kikset, mener Jan Kalborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere