Ove P: Vi skal hente tre-fire spillere

FC Vestsjælland skal hente tre-fire nye spillere ind i løbet af sommerens transfervindue, afslører Ove Pedersen

Ove Pedersen (Foto: Jens Dresling)
Ove Pedersen (Foto: Jens Dresling)

Det bliver ikke til sommerferie i år for Ove Pedersen. Succestræneren, som har guidet FC Vestsjælland op i landets bedste række, er ude og lede efter forstærkninger til den kommende sæson i Superligaen. Indtil nu er der ikke kommet nye tilgange til holdet, men det bliver der arbejdet på.

- Jamen så længe der ikke er noget på plads, er vi ikke nået i mål, men vi arbejder intenst på forstærkninger. Og jeg er da stadigvæk ude og se fodboldkampe i udlandet, siger Ove Pedersen til tipsbladet.dk.

Han vil dog ikke løfte sløret for, hvilke positioner de vil forstærke sig på, men afslører de endnu ikke har sat sig til forhandlingsbordet med nogen spillere endnu.

- Nej, jeg vil faktisk være lidt ked af at sige, hvor vi vil forstærke os. Der er ingen, der siger, vi når i mål med aftalerne, men vi søger bredt.

- Vi har ikke sat os til bords med folk endnu, men derfor er der jo altid lidt dialog med forskellige agenter. Vi er ikke på bar bund, men så længe vi ikke sidder face to face med nogen, er der intet konkret, siger Ove Pedersen til tipsbladet.dk.

Ove Pedersen håber på at kunne hente tre-fire fortærkninger i løbet af sommeren. Men det tal kan hurtigt vokse, hvis ikke det lykkes klubben at genforhandle kontrakterne med de fem spillere, der har kontraktudløb til sommer.

- Det er svært at sige, hvor mange vi vil hente. Vi mangler at genforhandle kontrakterne med nogle af vores egne spillere. Men hvis alt går, som det skal med genforhandlingerne, skulle vi gerne hente tre-fire forstærkninger. Hvis det ikke går så godt med genforhandlingerne, skal vi helst hente flere end det.

Ambitionen er dog klar hos Ove Pedersen. FC Vestsjælland skal fortsætte med at løfte niveauet.

- Jeg vil sige det på den måde, vi løftede niveauet i vinterens transfervindue, og vi sigter ikke lavere i sommerens vindue.

- Men derfra og til at sige det lykkes, det er en anden ting. Men derfor har vi lov til at have en ambition.

0 kommentarer
Vis kommentarer