Selvtilliden giver Brøndby guld

Det er selvtilliden og begejstringen i Brøndby, der skal give guld til holdet på vestegnen, mener Peter Kjær og Christian Frederiksen

Hvem skal score målene, når Makienok ikke er med? Det er et af de store spørgsmålstegn, vi skal have svar på, hvis Brøndby skal kunne kæmpe med om guldet. (Foto: Lars Poulsen)
Hvem skal score målene, når Makienok ikke er med? Det er et af de store spørgsmålstegn, vi skal have svar på, hvis Brøndby skal kunne kæmpe med om guldet. (Foto: Lars Poulsen)

Der er masser at trutte i trompeten over i Brøndby for tiden. Og mon ikke træner Thomas Frank finder det store blæseinstrument frem for sine spillere.

Franks tropper har ikke tabt i ni kampe i streg og har heller ikke lukket mål ind de seneste fem kampe. Vupti, så er holdet med i mesterskabskampen, kun seks point efter Midtjylland på førstepladsen.

Netop Midtjylland slog Brøndby søndag aften.

- De rider på selvtillidsbølgen. Ni kampe uden nederlag og fem kampe uden at indkassere mål er en mesterskabsstatistik. Så defensiven er på plads, og den skal fungere, hvis man skal blive mester, siger Peter Kjær til Ekstra Bladet.

Brøndbys bredde
Han ser for tiden et Brøndby-hold, der føler sig usårligt. Og den tidligere topmålmand er især imponeret over de blå-gules bredde

- Mod Midtjylland var flere spillere ude med skader, som ellers kunne forstærke holdet. Det vidner om dybde og bredde, at andre bare tager over og vinder. Det kan give dem troen på, at de kan blive mester, siger Kjær.

Kjær bakkes op i sit Brøndby-synspunkt af Christian Frederiksen.

- De rider på en bølge af begejstring. De har været nede i møllen og blevet grinet af i starten, hvor man snakkede om, at Frank skulle fyres. Nu er det nærmest et godt eventyr for dem, siger Canal 9's kommentator til Ekstra Bladet.

Også han ser defensiven som en af vejene til et mesterskab for Brøndby.

- Alle har hele tiden vidst, at Brøndby trænede godt. Nu er den defensive basis i orden. Den er imponerende, siger Frederiksen.

Se også: Eksperter: Sådan afgøres guldkampen

Mål uden Makienok?
Selvom eksperterne kipper med guldflagene for Brøndby, ser de også tegn på ting, der kan forpurre deres guldchancer. Her bliver scoringerne afgørende.

- Deres udfordringer bliver, om de kan lave mål nok. Når Makienok ikke er med, er det svært at se, hvem der skal levere de afgørende scoringer. Samtidig har de flere gange haft svært ved at lukke kampene, siger Peter Kjær.

Christian Frederiksen mener, at forsvaret skal forstærkes med en mand, der kan gå ind ved siden af Khalid Boulahrouz, hvis Brøndby skal være med fremme til sidst. Han ser dog rutinen som det største problem for vestegnsklubben.

- Få af dem har prøvet at vinde et mesterskab før. det er en ny situation for dem, og der er så meget tryk på derude. Modsat FCK har de ikke prøvet det, hvor alt er på en knivsæg. Heller ikke Thomas Frank, siger Frederiksen.

Brøndby ligger á point med FC København i Superligaen. Begge hold har 24 point for 16 kampe, men FCK har en bedre målscore på tredjepladsen.

Læs, hvad eksperterne siger om de andre guldfavoritter, her:

Se også: Sultne ulve giver Midtjylland guld



Se også: Smalle AaB kan glemme guldet



Se også: Rutinen skal sikre FCK guldet

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere