Ekstra Bladets Sport Awards: Årets Tifo

Trods imponerende forarbejde og udførelse i FCK- og Brøndby-regi løber fire forkølede Randersfans med prisen, for humor tæller tungt hos Award-redaktionen

Årets tifo: Randers

Dato: 1. december

Sted: Farum Park

Kamp: FC Nordsjælland-Randers

Der bliver efterhånden investeret enorme summer i at sikre festlige rammer omkring fodboldkampe på dansk grund. Det sker, når klubbernes fans gennem indsamlinger kreerer såkaldte tifoer, som kan bestå af alt fra pap, plastik og papir til røg og damp. Uden at forklejne nogen kan vi fastslå, at specielt supporterne fra Brøndby og FC København er førende på den danske tifo-scene, men rent faktisk behøver man slet ikke 20.000 tilskuere og materialer i 100.000-kroners klassen for at skabe en effektfuld tifo. Det vidner hosstående banner om.

Se også: Ekstra Bladets Sport Awards: Årets spin

Fire forkølede Randers-fans – ret beset ved vi ikke, om de bar fornuftigt fodtøj og varme underbenklæder, så de i virkeligheden var ganske snuefri? – mødte til kampen mod FC Nordsjælland 1. december op på Farum Park med et banner med påskriften ’100 % Hest’. Så simpelt kan det gøres, så enkelt kan det siges. Viva Kronjylland. (Foto: Lars Poulsen)







2. Brøndby

Dato: 1. december

Sted: Brøndby Stadion

Kamp: Brøndby-FCK

Nye vinde blæser over Brøndby, og for første gang i umindelige var der for en lille måneds tid siden med lidt god vilje tale om et regulært topopgør, da det såkaldte New Firm blev spillet på den københavnske vestegn. Statussen af topopgør skulle fejres, og det blev det efter alle kunstens regler med noget nær den mest potente tifo, der er set i dansk klubfodbolds historie. (Foto: Lars Poulsen)





3. FC København

Dato: 17. september

Sted: Parken

Kamp: FCK-Juventus

Tre lange år med massive udskiftninger på cheftrænerposten, et tabt mesterskab, da der endelig var direkte dansk kvalifikation til Champions League på spil, og pauvre resultater i den mindre indtægts- og prestigefulde Europa League var forbi, da FC København atter var klar til at træde ind på mestrenes største scene. Det comeback fejrede en fyldt Parken med en stilfuld og omfattende tifo holdt enkelt i hvide og blå farver, da Juventus kiggede forbi. (Foto: Jens Dresling)







Se også: Ekstra Bladets Sport Awards: Årets kollaps

0 kommentarer
Vis kommentarer