I sommer ville den russiske klub FC Terek Grozny smide 30 mio. kr. på bordet for Simon Makienok.
Brøndby sagde ja, men hovedpersonen ville ikke til et udkantsområde i Tjetjenien, selv om han kunne tjene 40 mio. kr. i løbet af fire år.
Nu strammer Brøndby, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, prisen på Simon Makienok, selv om han endnu ikke er klar til at træne på lige fod med de øvrige Brøndby-spiller under træningslejren i Dubai.
Brøndby sender i hvert fald et klart signal til interesserede klubber: Der skal noget ganske ekstraordinært til, hvis Simon Makienok skal sælges i løbet af de sidste ti dage af transfervinduet. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skal det være bud i nærheden af 40 mio. kr., der skal til, før Brøndby vil gå i konkrete forhandlinger med en klub om et salg.
<b>TV: Se Makienoks udvikling fra HB Køge til Ibi Støvring</b>
Det kan Brøndby tillade sig i den nuværende situation, fordi Vestegnens flagskib er godt polstret efter tilførelsen af 200 mio. kr. inden for de seneste ni måneder.
Planer med Simon i foråret
- Vi vil meget gerne beholde Simon. Han har en lang kontrakt og er en spiller, vi tror på. Vi har planer med ham for foråret. Jeg tvivler rigtig meget på, at der kommer til at ske noget. Der skal simpelthen komme et ekstraordinært højt bud, hvis vi skal se nærmere på det, siger sportschef Per Rud til Ekstra Bladet.
I går kom det frem, at Crystal Palace på ny viser interesse for Brøndby-bomberen. Per Rud kender imidlertid intet til interessen fra den engelske Premier League-klub, der dog henvendte sig kort før transferdeadline i starten af september. Dengang ville Palace leje Makienok. Men det kommer på ingen måder på tale.
- Den dag jeg skal væk fra Brøndby bliver der tale om et salg, har Simon Makienok flere gange slået fast overfor Ekstra Bladet.
Skifte skal passe alle parter
Simon Makienoks agent, Michael Stensgaard, har en tæt dialog med Per Rud om fremtidsplanerne på Vestegnen. Angriberen fortalte ved opstarten tidligere på måneden, han aftalte med Brøndby ved kontraktunderskrivelsen for to år siden, han skulle være et par år i klubben.
- Simon og jeg er udmærket klar over, at Brøndby ikke sælger ham for småpenge, men jeg vil ikke kommentere nærmere på hverken prisleje eller interesserede klubber.
- Vi har en fin dialog med Brøndby, og planen har hele tiden været, at et skifte skal være tilfredsstillende for alle parter. Og den dag, Brøndby finder et bud på Simon tilfredsstillende, kan Simon og jeg for alvor gå ind i sagen.
- Indtil da koncentrerer Simon sig om tilværelsen i Brøndby, som har en overordentlig tilfreds med, siger Simon Makienoks agent, Michael Stensgaard fra People in Sport.
Franske klubber jagter Brøndby-bomberBrøndby spiller onsdag kl. 14.00 mod Dynamo Moskva under træningslejren i Dubai. Men Simon Makienok kommer ikke i kamp. Truppen vender torsdag hjem til Danmark.