Rundens Hold: Selvfølgelig er legenden på!

24. spillerunde er nået til vejs ende, og spændingen er intakt både i top og bund. Nicolai Stokholm annoncerede sit karrierestop med manér og blev matchvinder mod AGF. Se Rundens Hold her

FC Nordsjælland-anfører Nicolai Stokholm blev matchvinder mod AGF (Foto: Lars Poulsen)
FC Nordsjælland-anfører Nicolai Stokholm blev matchvinder mod AGF (Foto: Lars Poulsen)
Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Nicolai Stokholm fylder i dag 38 år, men den fremskredne alder forhindrede ikke veteranen i at levere en fantastisk indsats mod AGF. Han kronede 'dagen før dagen' med et matchvindermål og kan tilføje endnu en rekord til sit efterhånden imponerende CV, da han 37 år og 364 dage gammel står noteret som den ældste målscorer i Superligaens historie. Stokholm annoncerede efter kampen, at han lægger støvlerne på hylden til sommer.

Se Stokholm blive matchvinder:

TV: Se 'AC's' sublime oplæg til Stokholm

Både FC Midtjylland og AaB kom i weekenden tilbage på sporet med sejre over henholdsvis Randers og FC København, og der er lagt op til en drabelig duel mellem de to jyske mandskaber i de sidste ni runder. Hos FCM profilerede hjemvendte Jakob Poulsen sig i offensiven, mens specialtræningen hos Jesper Juelsgård, der havde trænet indlæg op til Randers-kampen, bar frugt. Det vil næsten være synd ikke også at nævne Pione Sisto, da han scorede rundens absolut flotteste kasse fra kanten af feltet.

Se FCM's tre fremragende kasser:

TV: Se FC Midtjyllands tre flotte mål her

AaB har i Rasmus Würtz en født leder og midtbanegeneral. Og når Kasper Kusk sætter i fart på højrekanten, er det kun de færreste forsvarsspillere, der ikke ryster i bukserne af skræk. I topbraget mellem AaB og FCK leverede de begge en stor indsats og har stor andel i, at de forsvarende mestre nu efter alt at dømme er ude af guldkampen. Rasmus Thelander er sidste mand på Rundens Hold fra de bolchestribede - han prikkede 1-0-målet i kassen og kæmpede en vis legemesdel ud af bukserne i forsvaret, hvor han flere gange kom i vejen for FCK chancer. Apropos FCK - Youssef Toutouh var endnu en gang farligste mand hos Solbakkens tropper og prøvede flere gange at dirke låsen til hjemmeholdets netmasker op.

Se en meget trist FCK-spiller, der efter kampen var tæt på at bryde ud i gråd:

TV: Knust FCK-spiller tæt på tårer

Se højdepunkter fra topbraget mellem AaB og FCK:

AaB-FCK: 2-1 - Se Curth slukke FCKs guld-drømme

I Viborg var Brøndby på besøg, og med tre point i bagagen fra domkirkebyen er de nu á point med FCK. Lukas Hradecky har de sidste par uger bejlet kraftigt til Rundens Hold, og denne gang blev der så plads til Mr. Clean Sheet. En ualmindelig solid sidste skanse - godt hjulpet på vej af Martin Albrechtsen, som viste rutinen og dirigerede sit purunge forsvar fornemt.

Se Nunez blive matchvinder for Brøndby:

VFF-BIF: 0-1 - Se Nuñez som matchvinder

De sidste to spillere på Rundens Hold finder vi i Odense, hvor hjemmeholdet spillede 2-2 mod Sønderjyske i en underholdende affærre. Rasmus Falk er - når han vel og mærke er skadesfri - en af Superligaens mest elegante spillere, og da han stortset kan dække alle offensive positioner, får han i denne runde lov til at ligge helt på toppen som falsk nier. Fra Sønderjyske er alsidige Bjørn Paulsen med som højreback. Bundproppens tilhængere valgte Paulsen som efterårets profil i Haderslev, og den 22-årige er uundværlig i Sønderjyskes forsøg på at undgå nedrykning.

Se højdepunkter for 2-2-kampen:

OB-SJE 2-2 : Se Boduls overtidshug

Er du uenig? Så kan du selv give spillerne karakterer i toppen af grafikken. Her kan du også læse alt om hver enkelt spiller på 24. spillerundes bedste hold.

0 kommentarer
Vis kommentarer