Auri: Vi har vist, vi kan rejse os

Brøndby-træner Auri Skarbalius er stolt af sit mandskab. Efter nederlaget i forårspremieren har klubben fået fire Superliga-point. Nu venter Esbjerg.

Brøndby lagde fra land i foråret med et hjemmebanenederlag på 2-0 til Randers. En hæslig start på et forår, hvor klubben skal redde sig fri af nedrykning. Siden har de slået AGF 3-0 i Aarhus, spillet uafgjort mod Esbjerg i pokalsemifinalen og fået et Superliga-point mod FC Midtjylland.

Træner Auri Skarbalius glæder sig over, at holdet har fundet evnen til at rejse sig efter et nederlag.

- Efter den start vi fik med et nederlag på 2-0 på hjemmebane, hvor vi spiller 80 minutter med 10 mand, skal spillerne roses for, at de leverer det, de gør i Aarhus. Det er så lidt forskellige kampe mod Esbjerg og FC Midtjylland, men vi får uafgjort i dem begge. Det betyder meget, at vi har rejst os. Det har vi ikke været gode til før, men det har vi vist nu, at vi kan. Den erfaring prøver vi at bruge hele tiden, siger Auri Skarbalius til tipsbladet.dk.

Fredag venter Esbjerg i endnu en af de kampe, der kan blive så afgørende for, hvem der rykker ud til sommer. Vinder Brøndby overhaler de vestjyderne og rykker op på Superligaens niendeplads.

Forberedelserne til kampen på Blue Water Arena har imidlertid ikke været optimal. Brøndby har haft et hav af spillere på landsholdsopgaver, men nu er U/19-landsholdsspillerne vendt hjem, ligesom Mathias Gehrt støder til truppen i dag. Derfor er det kun A-landsholdsspillerne Simon Makienok, Dennis Rommedahl og Quincy Antipas, der endnu mangler, når Brøndby-truppen stempler ind til træning klokken 11.

- Det er dejligt for klubben, at vi har så mange landsholdsspillere, men selvfølgelig er der nogle taktiske ting, vi ikke kan træne med hele holdet. Så har vi til gengæld haft fokus på nogle fysiske ting med hver enkelt af de spillere, der har været tilbage, og så har det været godt for spillerne at have weekenden fri. Det giver et godt break og ny energi, siger Skarbalius.

Esbjerg og Brøndby ramler sammen fredag klokken 17.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere