Derfor smed FCK unge knægte ud af Parken

To familiefædre og tre 12-13-årige blev ligesom flere andre smidt ud af Telia Parken før FCK-Brøndby, fordi de klappede og jublede lidt for meget, da Brøndby kom ud til opvarmning

Tre fodbolddrenge og to fædre var blandt dem, der blev smidt ud af Telia Parken for at klappe og juble lidt for meget over det forkerte hold (Foto: Twitter)
Tre fodbolddrenge og to fædre var blandt dem, der blev smidt ud af Telia Parken for at klappe og juble lidt for meget over det forkerte hold (Foto: Twitter)

FC København vandt søndag 1-0 over Brøndby, men flere fans fik aldrig lov at se kampen. En af dem er familiefar og DR-journalist Per Juul Carlsen fra Filmland på P1 og Filmselskabet på DR K.

Han var med sin 12-årige søn og dennes to 13-årige kammerater og endnu en familiefar i Telia Parken. 20 minutter før kampstart blev drengene og deres fædre smidt ud af stadion. De udgjorde en sikkerhedsrisiko, selvom de troede, at de havde sat sig på neutrale pladser og heller ikke var iført klubfarver. Per Juul Carlsen erkender, at drengene måske sang lidt med på en Brøndby-sang.

- Vi var kommet for at se en spændende fodboldkamp, og vi klappede af begge hold, da de kom på banen. Det er rigtig nok, at drengene ikke sang med på FCK-sangene, men selvom de havde gjort det, så var de jo stadig en risiko, siger han til Ekstra Bladet.

- Kontrollørerne kunne ikke sige, hvor man måtte klappe af begge hold. Det er risikabelt for fodbolden, at man kun kan komme på FCK's bane og klappe af udeholdet, hvis man står i bølletøj og har romerlys i hånden og råber højrøstet, siger Carlsen, der tvivler stærkt på, at han kommer igen en anden gang.

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal sætte mig. Der er ikke nogen neutrale afsnit. Vi spurgte kontrollørerne, hvor vi kunne sætte os, men det kunne de ikke sige. Vi havde reelt ingen chance for at se kampen, hvis vi ville klappe af begge hold, siger familiefaren.

Da Per Juul Carlsen købte billetterne via Billetlugen fandt han ingen beskrivelser af, at det var begrænset, hvem han måtte klappe af. Derfor købte han billetterne til Nedre C-tribunen, og det var ikke her de fanatiske fans skulle være placeret. Han har efterfølgende bemærket, at mange på Twitter har grinet af, at han kunne tro, at Nedre C var neutralt område.

- Jeg er med på, at der er folk, der griner og synes, jeg er en spade. Men det er første gang, jeg er inde til det store derby, så jeg er ret overrasket. Jeg er siden blevet belært om, hvordan Parken hænger sammen, når de spiller hjemme, men det anede jeg intet om, siger han.

Generelt var der ikke den store ballade i Parken, men nogle Brøndby-tilhængere forsøgte alligevel at starte et lille bål på det afsnit, hvor gæsterne stod (Foto: Anthon Unger)
Generelt var der ikke den store ballade i Parken, men nogle Brøndby-tilhængere forsøgte alligevel at starte et lille bål på det afsnit, hvor gæsterne stod (Foto: Anthon Unger)
 

Beskytter bøllerne - flere smidt ud
- Jeg synes, det er et lidt sølle produkt, FCK sælger. Man bliver bortvist uden at kunne få pengene tilbage, og der er ikke noget med, at man bliver henvist til et andet sted. Jeg kan ikke komme i tanke om andre steder, hvor man sidder med den risiko som køber. Det handler jo så om at beskytte bøllerne. Det svarer til at blive smidt ud af en bar, fordi nogen i lokalet godt kan blive sure på en. Det er en omvendt verden, siger Per Juul Carlsen.

De tre drenge og de to fædre er ikke de eneste, der blev smidt ud. To unge fyre blev smidt ud sammen med dem, og halvandet minut senere var der tre andre, der røg ud. Kontrollørerne skulle hurtigt tilbage, og de virkede ifølge Per Juul Carlsen til at have temmelig travlt.

FCK-Brøndby kan også være en fest uden for banen - se flotte tifoer her

FCK fik klager
Hos FCK har man et helt andet syn på søndagens episode.

- Det er ikke vores mission at gøre hverken forældre eller drenge kede af det. Vi afvikler en kamp, hvor sikkerheden har højeste prioritet, og derfor har udeholdets fans en tribune, og de resterende tre tribuner er til hjemmeholdet, siger kommunikationschef Christian Wolny til Ekstra Bladet.

- Det bliver man klart gjort opmærksom på, når man køber en billet, og hvis man bevidst omgår disse regler, så bliver man bedt om at forlade stadion, og det er det, der er sket i dette tilfælde, siger Wolny.

Men de her tilskuere siger jo, at de bare har klappet af begge hold?

- Vores stewards fik klager fra andre tilskuere i området. Derfor blev de observeret i en periode, og de viste tydelig tilknytning til udeholdet ved at synge sange, rejse sig op og samtidig gestikulere. Der blev taget kontakt til dem, og de blev bedt om at forlade området, for de kunne udgøre en sikkerhedsrisiko for dem selv og andre, siger Wolny.

Se også: Sådan vil Brøndby-fans snige sig ind i Parken

Et lille bål blandt udeholdets tilskuere i Parken (Foto: Anthon Unger)
Et lille bål blandt udeholdets tilskuere i Parken (Foto: Anthon Unger)
 

Men de siger jo, at de kun har klappet. Hvor skal man sætte sig, hvis man er helt neutral?

- Men det er ikke tilfældet. Jeg kan kun forholde mig til den konkrete sag. Hvis man bare vil have en oplevelse, så er der ingen problemer. Men de opholdt sig på et afsnit for hjemmeholdets fans, og vores stewards greb ind, som de skulle for at sikre dem selv og andre, siger Wolny, der forklarer, at man i dagspressen har forsøgt at gøre opmærksom på, at man ikke må vise Brøndby-sympatier andre steder end i Brøndby-afsnittet, og sådan tolker man også det, men har skrevet på billetten.

Men der er tale om en kamp, hvor landsholdsanføreren får comeback. Kan du ikke forstå, at der kan være folk, der gerne vil klappe af ham?

- Vi skal ikke tage hensyn til, om landsholdsanføreren får comeback. Vi skal tage hensyn til sikkerheden. Men de blev ikke smidt ud, fordi de klappede. De blev observeret et stykke tid, og de sang og gav tydelig opbakning, så der er to sider af den sag, siger Wolny.

Så de var ikke blevet smidt ud, hvis de kun havde klappet?

- Det er jo en individuel vurdering, men her er der truffet en beslutning som den skulle, siger Wolny.

Se højdepunkter fra FCK-Brøndby herunder

Lyder som en bortforklaring
Per Juul Carlsen kan ikke overraskende slet ikke genkende FCKs vurdering.

- Den forklaring lyder fuldstændig sort. Jeg rejste mig ikke op, men jeg lagde ikke mærke til, om de rejste sig op ved siden af mig. Jeg kan ikke bevise, at drengene ikke har gestikuleret, siger han.

- Det er virkelig mystisk. Drengene er ikke typer, der på nogen måde provokerer eller støder nogen. Vi havde også opfordret drengene til at holde lav profil. Det lyder som en bortforklaring, siger Per Juul Carlsen.

FCK kan ikke fortælle, hvor mange folk, man har smidt ud, men Christian Wolny glæder sig over, at der i forbindelse med dette New Firm stort set ikke har været noget ballade.

Skriv til 1224@eb.dk, hvis du oplevede fans på forkerte afsnit i går, eller hvis du selv blev smidt ud.

Herunder kan du læse omkring et par, der allerede inden kampen forudså problemer ved, at der ikke var neutrale billetter.

Se også: Tvunget til at vælge mellem klub eller kærlighed

Se mange flere billeder fra kampen herunder

0 kommentarer
Vis kommentarer