Barsk Ståle: Alle andre end N’Doye var blevet skudt

- Han fik jo ikke blomster, og det er der en grund til, siger Ståle om N’Doye, der kun har fem dage tilbage i klubben

Ærlig N’Doye: Selvfølgelig vil jeg gerne blive i FCK. Video: Discovery Networks Danmark

PARKEN (Ekstra Bladet): Dame N’Doye! Hvem ellers? Senegaleseren slog nok engang til med en afgørende scoring, der både cementerede de uvelkomne sølvmedaljer – men også sikrede truppen fem fridage, som Ståle Solbakken prompte bevilgede.

Måneden ud. Og måske også kontrakten ud. Dame N’Doye udløber som FCK-spiller 31. juli, og dermed er bomberen – som det ser ud nu – ikke en mand, Ståle Solbakken kan sende i aktion onsdag 5. august, når københavnerne spiller returopgøret mod Istanbul i Parken.

- Jeg synes, det er fair, at vi kun får sølv i år, for vi har haft en besværlig sæson med masser af skader. Vi kunne også være blevet nummer tre eller fire, siger Dame N’Doye.

Hvad med fremtiden?

- Den er i FCK’s hænder.

Har du talt med dem?

- Du  kan spørge Ståle! Men jeg vil selvfølgelig gerne blive.

Okay. Så gjorde vi det.

Kan du forlænge ham med 14 dage eller en måned?

- Ja, det kan man. Men N’Doye er jo i en situation, hvor… Nu skal jeg sige det, så det bliver rigtigt… Der findes ikke én person i FCK hverken på tribunerne, i bestyrelseslokalet, i omklædningsrummet eller i trænergruppen, som ikke vil have N’Doye med videre, siger Ståle Solbakken.

- Men! Han skal have sin hyre, og den er ikke så lille, og det vil sige, at så må vi have en god følelse af, at han spiller!

- Han har ikke spillet fem kampe fuldt siden jul. Han har spillet mod Esbjerg, to gange Celtic, AGF og nu i dag. Det er de fem. Han har scoret i begge opgør mod Celtic og i dag, men det holder jo ikke. De penge kan jo bruges på noget andet, og det er jo det, vi skal sætte os ned og blive enige om, ikke sandt.

35 år, to knæ-operationer, en gigantisk hyre - meget taler imod at give Dame N'Doye en forlængelse. Men han scorer mål... Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
35 år, to knæ-operationer, en gigantisk hyre - meget taler imod at give Dame N'Doye en forlængelse. Men han scorer mål... Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
 

Manager Solbakkens skal have gang i ud-bakken, før han kan købe spillere ind til den sæson, der starter lige om et øjeblik.

- Hvad kan vi tilbyde, hvad kan N’Doye leve med, hvad siger lægen og fysioen? Den proces har jo stået på helt frem til i dag, fordi han jo første trænede fodbold med drengene i fredags – ellers har han bare kørt sit eget løb. Hvad sker der, hvis han i morgen vågner med et hævet knæ?

- Men enhver anden mand på 35 år med to knæoperationer, der kun havde spillet fem kampe efter jul, ville jo have fået blomster inden kampen i dag. N’Doye fik ingen blomster! Og det er der en grund til, siger Ståle Solbakken og smiler.

Kan du undvære ham?

- Jamen, du kan jo ikke bruge penge på én, der kun spiller fem kampe! På et eller andet tidspunkt er det slut for alle, ikke sandt, og det er det jo for ham nu eller om et halvt år eller et helt år.

- Alle andre personer med den track-record, som han har haft fra kampen mod Røde Stjerne i august og  frem til i dag, var jo blevet ’skudt’ – og havde fået blomster i dag, siger Ståle Solbakken.

FCK-manageren får travlt, men er fortrøstningsfuld – med visse forbehold:

- Hvis der komme en fysiologisk afklaring, som tilsiger det, og hans krav ligner vores intentioner, så tror jeg, det går i orden.

Se også: Fischers sølv-stunt: Nej tak!

Se også: Trods nederlag: Stor guldfest

Se også: Alarm afblæst: Sølvet er hjemme

66 kommentarer
Vis kommentarer