Opdateret 11.58: FCK bekræfter på sin hjemmeside, at man har hentet Denis Vavro hjem.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
FC København har fået travlt på kontoret de seneste dage. Efter en periode med tålmodighed hos sportsdirektør Peter Christiansen og lige så stor utålmodighed hos fansene sker der nu noget.
Næste mand på præsentationsrampen er en gammel kending. Denis Vavro vender nemlig ifølge Ekstra Bladets oplysninger tilbage til FC København på en lejeaftale med købsoption.
Denis Vavro landede i København mandag morgen, og nu skal han gennemgå det obligatoriske lægetjek og lave den klassiske præsentationsvideo, inden han igen kan kalde sig FCK-spiller.
Flere medier har skrevet og fortalt om Denis Vavros kommende skifte, der først blev meldt undervejs af Tuttomercatoweb, inden Tipsbladet fortalte, at han var landet i København, og B.T. kunne fortælle, at et comeback var tæt på.
Og det er det i den grad. Om det ender i et permanent skifte, vil den kommende tid vise, men først er det altså en lejeaftale med manden, der blev solgt fra FC København til Lazio for over 80 millioner kroner.
Denis Vavro har siden skiftet i sommeren 2019 haft visse problemer med at bide sig fast på holdet i Lazio, og det er også blevet til et lejeophold i spanske Huesca. Nu er det så tid til en retur.