Bendtner erkender: Vi skal tilbage til FCK-vejen

- Vi er ikke farlige nok, og det må vi arbejde på, erkendte Nicklas Bendtner efter sin første superligastart og en personlig indsats, han selv var tilfreds med

Highlights: Brøndby dominerer FCK i blodrødt derby! Video: Discovery Networks Danmark.

Han fik sin første start i den bedste danske fodboldrække, men det blev aldrig den dag, Nicklas Bendtner havde drømt om med nederlaget på 1-3 på Brøndby Stadion.

- Kulissen var fin. Vores fans gjorde alt, hvad de kunne, men det blev aldrig den kamp, vi havde ønsket, sagde Nicklas Bendtner, der fik 67 minutter på banen.

Der var stadig kamprust at spore, og fodskiftet savner tempo, men han fungerede fint som opspilsstation ved at holde godt fast i bolden og lægge den fornuftigt af til medspillerne.

- For mig personligt var det dejligt at få min første start efter at have arbejdet i tre-fire uger. Personligt er jeg ganske tilfreds med mine minutter. Der kan bygges endnu mere på, og det vil der blive gjort i denne landskampspause.

- Jeg er ret tæt på, og mine fridage bliver også brugt på FCK for at få den skarphed, som kun træning kan give. Når denne landskampspause er færdig, så er jeg på hundrede procent, mener han.

Nicklas Bendtner fungerede godt som opspilsstation og var som vanligt skarp i luften. Foto: Jens Dresling
Nicklas Bendtner fungerede godt som opspilsstation og var som vanligt skarp i luften. Foto: Jens Dresling

Selv om han anerkendte søndagens triste kendsgerninger, forsøgte han også på holdets vegne at finde lyspunkter i det fremtidige perspektiv.

- Vi havde god moral og kæmpede til det sidste. Det bliver selvfølgelig svært, da vi kommer bagud 0-2, men vi kæmper videre, får reduceret og går ind til pause med en positiv indstilling om, at vi kan vende den her.

- Vi får også presset godt, men da vi får en mand udvist, ændrer det kampens karakter. Det er ikke Rasmus Falks skyld, for han vender sig bare for at vinde en luftbold. Den kan diskuteres, og den kunne nok være dæmpet til et frispark.

- Vi kommer frem til et par chancer, som kunne have vendt kampen, men da de scorer til 3-1, bliver det opad bakke, lød det med et skuldertræk.

- Jeg synes, vi er et bedre hold, men i dag er det svært at se, fordi vi ikke vinder og ikke kommer frem til chancer nok. Vi er ikke farlige nok, og det må vi arbejde på.

- Når vi starter op igen (efter landskampspausen, red.), er det vigtigt at komme ind i den stime, som kendetegner FCK, og bide tænderne sammen, selv når vi har en dårlig kamp.

- Vi skal tilbage til FCK-vejen, og det er at få point, selv når du ikke spiller den bedste kamp. Vi har været gode defensivt, og så skal vi bygge på derfra, sagde Nicklas Bendtner.

Dansk fodbold - 6. okt. 2019 - kl. 16:16 FC Krise: Rødt kort og tæv i Brøndby

Se også: Bendtner tæt på topformen: Nu kan jeg stille krav

Nicklas Bendtner drømmer inderst inde om at afgøre derbyet i Brøndby - som Hjalte Nørregaard gjorde det engang. Foto: Jens Dresling FC København - 5. okt. 2019 - kl. 19:59 Bendtner om imponerede holdkammerater: Er det virkelig i Danmark?

Hvad skete der for FCK? Sportschef Allan Olsen analyserer nederlaget. Video: Carl Nielsen.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere